Aart spiller med musklerneVårkjærparken i Aarhus. Ud over de fire ovenstående opgaver, er Aart i øjeblikket prækvalificeret til tre rammeaftaler for KAB i København.

Aart spiller med musklerne

Arkitektvirksomheden Aart har for nylig vundet fire store opgaver indenfor den almene sektor – heraf to i Vestdanmark, hvor virksomheden har satset på det almene felt som et strategisk indsatsområde gennem de seneste år

To helhedsplansrenoveringer, en rammeaftale om totalrådgivning og et nyt innovativt plejehjem. Gennem den seneste tid har Aart vundet en række store opgaver på det almene felt. Samtidig er virksomheden aktuelt prækvalificeret til tre rammeaftaler på området.

Netop det almene felt har været et vigtigt strategisk indsatsområde for Aart, som i 2022 opkøbte arkitektvirksomheden Mangor & Nagel, der gennem mange år har været en førende rådgiver for almene bygherrer – særligt i Østdanmark.

- Vores mål er at være hovedaktør indenfor det almene segment – ikke bare i Østdanmark, hvor vi allerede står stærkt, men i hele Danmark. Siden opkøbet har vi arbejdet på at udbrede de stærke kompetencer fra Østdanmark mod Vestdanmark, hvor vi gerne vil have flere opgaver indenfor det almene.

- Det arbejde har nu udmøntet sig i konkrete projekter. Opgaverne i Vestdanmark en vigtig strategisk milepæl for os, som vi naturligvis glæder os over, siger Torben Skovbjerg, administrerende direktør og stiftende partner i Aart.

To ud af de fire vundne opgaver ligger i Vestdanmark:

Helhedsplansrenovering af Vårkjærparken i Aarhus
Aart skal være totalrådgiver på helhedsplansrenoveringen af Vårkjærparken i Aarhus, der består af seks boligblokke med 184 almene lejligheder. Det er boligorganisationen Alboa, der er bygherre på opgaven, hvor Rambøll er underrådgiver.

Rammeaftale for den almene boligadministration Bovia i Kolding
Aart har som en ud fra tre rådgivere vundet en rammeaftale. Rammeaftalen, hvor syv rådgivere bød ind, omfatter totalrådgivning efter miniudbud og dækker bl.a. renovering af ni boligafdelinger (i alt ca. 230 mio. kr.). Rammeaftalen løber fra 2025-2028

Omfattende renovering af Søgården i Gladsaxe
Fra 2025-2027 skal den almene boligbebyggelse, Søgården, i Gladsaxe, gennemgå en omfattende renovering og genopbygning af afdelingens boliger. Gladsaxe Almennyttige Boligselskab har med DAB som administrator udpeget Aart, Sweco og Einar Konnerup som rådgiverteam på opgaven.

Bystævneparken i Husum
Boligselskabet FSB har udpeget Aart som totalrådgiver til to nye plejehjem i Bystævneparken i Husum.

Projektet vil rumme 249 plejeboliger målrettet ældre borgere med henholdsvis demens og somatisk sygdom. Bystævneparken opføres frem mod 2027 og bliver 23.100 m2. Artelia og Sted By og Landskab er underrådgivere på projektet.

-dc

11/7 2024