Fredning af Utzons Espansiva-hus i høring Espansiva-Huset i Hellebæk. Foto: Mia Kroer Ræbild, Slots- og Kulturstyrelsen.

Fredning af Utzons Espansiva-hus i høring

Det Særlige Bygningssyn har indstillet, at Espansiva-Huset i Hellebæk i Helsingør bliver fredet. Huset er et eksempel på additiv arkitektur, hvor man kan sammenstille, tilføje og ændre efter behov

1969 fik Jørn Utzon en henvendelse fra ‘Dansk Træhandlerforening’ om at udvikle et byggesystem i træ til boliger og mindre bygninger, som kunne forhandles gennem tømmerhandlere og byggemarkeder.

Utzon så her muligheden for at udvikle og tilpasse den traditionelle japanske træbygningstradition til danske forhold. En tradition og tilgang til byggeri, som han siden sine rejser i østen havde været meget optaget af.

Huset, der er beliggende på Bøssemagergade 64 i Gl. Hellebæk, blev i løbet af 1969 opført på en grund, Jørn Utzon havde erhvervet 10 år tidligere.

Espansiva prototypen skulle tjene som udstillingshus, og Jørn Utzon blev ejer af det, som honorering for det udviklingsarbejde han havde udført for Espansiva Byg.

Det Særlige Bygningssyn udtaler bl.a.:

- Bygningssynet finder, at Espansiva-Huset bestående af villa med garage, havemure, gårdhave og betonstensbelægninger (1970 af arkitekt Jørn Utzon) beliggende Bøssemagergade 64, Hellebæk, Helsingør Kommune har de væsentlige arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, der kan begrunde en fredning.

- Det Særlige Bygningssyn finder, at Espansiva-Huset er et fremragende eksempel på Jørn Utzons arbejde med additiv arkitektur – en betegnelse, der forklarer byggeprincippet, hvor man kan sammenstille, tilføje og ændre efter behov.

- Espansiva-Huset materialiserer udviklingen af det industrialiserede byggesystem til brug for mindre huse, som Jørn Utzon udviklede i 1960'erne.

- Hertil kommer, at Espansiva-Huset i sin udformning er en overbevisende og indbydende enfamiliesbolig indpasset på en mindre grund i en historisk kontekst.

Der er så vidt vides opført syv villaer efter Espansiva-systemet i henholdsvis Birkerød, Espergærde, Aalborg, Herning, Aabenraa og Vordingborg.

Bemærkninger om fredning kan sendes til Slots- og Kulturstyrelsen på cfk@slks.dk. Bemærkningerne skal være modtaget senest den 15. august 2024.

- lb

6/8 2024