Aktuelle nyheder om byggebranchen - Biler til byggebranchen

Fra nul til nummer etDen barske udgave af næste års nye Mercedes X-klasse, som placerer sig selv som pick-up klassens top på kransekagen.

Fra nul til nummer et

Mercedes X-klasse eller som Mercedes selv kalder det, ”X-Class”, lukker det sidste hul i det snart komplette bilprogram fra Mercedes

Af Jørli Petersen
Når den nye X-klasse kommer til salg i slutningen af 2017, byder Mercedes på biler fra den mindste personbil til den største lastbil, og alle sideskud på bilernes modepalet er også på plads med sportsvogne, lette og tunge biler af SUV-typen og selvfølgelig hårdføre off-roadere.

Mercedes viser fra start to versioner af den kommende pick-up, som hører hjemme i 1-ton klassen. Begge versioner betegnes som concept modeller, men det menes, at begge modeller ligger ganske tæt på den endelige udgave, som Mercedes ikke har lavet selv, men hevet ind gennem bagdøren via samarbejdet med Renault-koncernen.

Mercedes har selv stået for både det udvendige og det indvendige design, men hvis man kradser lidt i lakken, eller ser bilen fra en smøregrav, er det ikke muligt at se forskel på en Mercedes X-klasse og en Nissan Navara.

Nissans motor er også fulgt med til den billigste model X-klasse, bilen skal bygges af Nissan i Barcelona på den gamle Ebro fabrik, men Mercedes ønsker at placere sig i den absolutte top, så der er selvfølgelig også en version med Mercedes V6 diesel på modelprogrammet.

Mercedes X-klasse skal sælges på de fleste markeder, men ikke på det amerikanske, selv om Renault/Nissan også producerer samme bil på Renaults fabrik i Mexico.

Prisen på næste års Mercedes pick-up er ukendt. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at X-klasse bliver den dyreste af alle biler med åbent lad på det danske marked, så selv om X-klasse ikke er den første pick-up fra Mercedes, kan man sige, at Mercedes går fra nul til nummer et på bare et enkelt forsøg. Og Nissans Navara er så driftsikker og velfungerende, at Mercedes skal dumme sig i helt ufattelig grad, hvis ikke de præsenterer en duelig bil.

Læs mere om Biler til byggebranchen

9/11 2016