Aktuelle nyheder om byggebranchen - Biler til byggebranchen

Hyundai melder klar

Hyundai melder klar

Den nye H350 er en bil i elitesegmentet med masser af muligheder

Del artiklen på

Det er længe siden, Hyundai sendte de første H350 på de europæiske gader og veje. Hyundai lægger ud med en form for frivillighed. Alle landets forhandlere kan få den nye H350 i salgslokalerne, men der er en række betingelser, der skal opfyldes, før importøren siger ja, og de fleste handler om værksted. Noget så lavpraktisk som højde på porte til værkstedet, om loftshøjden i værkstedet og de lifte, der er installeret, for den nye H350 er ikke en hvilken som helst varebil.

H350 placerer med et trylleslag Hyundai i elitesegmentet. Det er her, man finder de store kassevogne, det er i denne klasse, man finder de biler, der får både elementære, men også specielle opbygninger, og fordi Hyundai ikke har den største erfaring på området, har man hentet nye folk til organisationen, ligesom man har indledt et samarbejde med Danlad, der er en af landets mest erfarne virksomheder, når det gælder varebiler på enhver tænkelig måde.

Højt hurra
Første korte gennemgang af Hyundai H350 er, som navnet antyder, en varebil med totalvægt på 3500 kg. Bilen fås i to længder, den korte model klarer den lave afgift på broerne, og indtil videre fås H350 kun i en højde som fabriksbygget varebil.

Selvfølgelig er der også to chassismodeller på programmet, og alle modeller fås med 2,5 liters motor med enten 150 eller 170 HK.

Man bliver næsten fugtig i øjenkrogene ved tanken om en ny stor varebil med en motor, som ser ud til at passe til bilens formål. Derfor er det rimeligt at antage, at H350 kan klare de 3000 eller 3500 kg som det maksimale på trækkrogen, men der er andre gode ting, som giver anledning til en nærmere runde med den store Hyundai.

Først og fremmest ligner sæderne noget, der kan give masser af plusser. Luftaffjedrede og vægtindstillelige førersæder, som vi ellers kun finder hos Iveco Daily, dukker op i H350, som også kan forsynes med alt i moderne sikkerhedssystemer som lane-systemer, hill-holder og automatisk bremseanlæg.

To gange garanti
Det meste er ekstraudstyr, så tjek lige udstyrslister og priser ekstra grundigt, før der forhandles med de nye varebilsforhandlere, og som noget helt nyt, skal ejeren af den store kassevogn tage stilling til hvilken garanti, man ønsker.

Hyundai H350 fås med enten tre års garanti med fri kilometer eller fem års garanti med 200.000 km. En usædvanlig og god garantiløsning til varebilen.

Første meget korte køreindtryk af Hyundai H350 giver ikke anledning til umiddelbar begejstring eller nogen form for mistanke om noget skummelt. H350 ligner en varebil i den tunge ende af skalaen, og vi afstår fra enhver form for vurdering, indtil vi har set nærmere på den nye Hyundai varebil, som efter visse rygter skulle være den første af en serie, hvor den eller de næste må blive mindre end H350.

Det negative omkring H350? Indtil videre er det kun bilens servicetal, der falder i øjnene. 30.000 km eller en tur på værksted hvert år, er et godt stykke under dagens standard for hard-core varebiler.

Vejledende priser: 238.000 kr. før moms for billigste model, prishoppet fra 150 til 170 HK er sølle 5000 kr., mens man skal af med 20.000 kr. for at få den bedre udstyrede model Premium, men som det er tilfældet med varebiler, er de vejledende priser til forhandling, og Hyundais danske importør melder klar til at springe på rabatvognen. Den private danske importør samarbejder med Hyundai Europa, så man kan få foden indenfor hos store leasingselskaber og andre virksomheder, der køber biler i store bunker.

-Jørli

Læs mere om Biler til byggebranchen

23/5 2017