Aktuelle nyheder om byggebranchen - Biler til byggebranchen

Ny parkeringszone koster håndværkerne dyrt-Uanset om virksomheden ligger i kommunen eller i en anden kommune, bør de ikke pålægges store ekstraomkostninger, blot fordi nogle af deres medarbejdere bor i Københavns kommune, siger Tina Voldby.

Ny parkeringszone koster håndværkerne dyrt

Når København fra den 1. marts udvider betalingsområdet for parkering, bliver parkering endnu dyrere for installatørerne og andre virksomheder, der har kunder i hovedstadsområdet, lyder det fra Tekniq

Del artiklen på
Den 1. marts 2017 udvides betalingsområdet for parkering med en ny gul zone i København. Zonen kommer til at omfatte Valby, ydre Østerbro og ydre Nørrebro.

Den vil betyde yderligere ekstraomkostninger for virksomheder, hvor virksomhedens ansatte – elektrikere og vvs’ere kører direkte ud til kunder fra medarbejdernes private bopæl, hvis de bor i en parkeringszone.

- Vores virksomhed ligger i Ballerup, men flere af vores medarbejdere bor i København. Med de nuværende regler kan vi ikke få en erhvervslicens til deres biler, da vores virksomhed ikke ligger i Københavns Kommune – også selv om en stor del af vores kunder befinder sig inden for kommunegrænsen. I stedet bliver vi henvist til at købe enten 'skrabe-billetter' eller et erhvervs-periodekort, hvilke kan koste os 14-24.000 kroner årligt per bil. Det er voldsomt mange penge for en virksomhed som vores, siger Claus Dalsgaard, indehaver af el-installationsvirksomheden Claus Dalsgaard A/S og medlem af Tekniq-råd Hovedstaden.

Medarbejdere kan ikke få beboerlicens
Han forklarer bl.a., at det ikke er muligt for medarbejderne at få en beboerlicens til servicebilen på gule plader. Derfor må medarbejderne – og i sidste ende deres virksomheder – betale almindelig parkeringstakst, når servicebilerne holder uden for de ansattes hjem, efter arbejdsdagen er slut.

- I praksis betyder det, at vores ansatte må parkere varebilerne på virksomhedens adresse i Ballerup og så pendle frem og tilbage hver eneste dag i stedet for at kunne tage direkte ud til kunderne. Det giver en masse unødvendig trafik på indfaldsvejene, samtidig med at vi som virksomhed mister flere timer på transport, hvor vi kunne have været ude hos kunderne, siger Claus Dalsgaard.

Stift og ufleksibelt
Hos brancheorganisationen Tekniq, der repræsenterer installationsvirksomhederne, mener man, at parkeringsreglerne i Københavns Kommune er med til at begrænse både installatørernes mobilitet og fleksibilitet i forhold til kunderne. Ligesom det jo i sidste ende er kunderne i København, der kommer til at betale de ekstra udgifter, virksomhederne pålægges.

- Derfor bør man fra kommunens side gå ind og justere på parkeringsreglerne, således at bl.a. installationsvirksomheder, hvad enten de er beliggende i kommunen eller i en anden kommune, ikke pålægges store ekstraomkostninger, blot fordi nogle af deres medarbejdere bor i Københavns kommune, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq.

- Jhn

Fakta: Det kan du få parkeringslicens til
• Københavns Kommune har fastlagt reglerne således, at beboere kan få licens til egen bil på hvide plader, en firmabil på hvide plader eller en firmabil på 'papegøjeplader' (som medarbejderne også må bruge privat).
• Hvis virksomheder driver erhverv i kommunen, kan der udstedes en erhvervslicens, som gælder på hverdage fra kl. 7-18. Men i aftentimerne og om lørdagen gælder licensen kun i firmaets egen licenszone – og altså ikke nødvendigvis der, hvor de enkelte medarbejdere bor.

Læs mere om Biler til byggebranchen

14/2 2017