Aktuelle nyheder om byggebranchen - Brændeovne

Over 18.000 gamle brændeovne på pension

Der er penge at spare på at skifte til en nyere og mere effektiv model. Siden november sidste år er flere end 18.000 af landets ældste brændeovne blevet skrottet, og det vil give renere luft

Del artiklen på

Efterårsferien står for døren, og mange skal måske en tur i sommerhus. Har man en gammel brændeovn stående til at sprede hygge og varme, så er det værd at huske på, at der er penge at spare ved at skifte til en ny model, som udnytter brændet bedre og skåner miljøet for skadelige partikler.

Skifter man f.eks. sin gamle brændeovn fra 1991 ud med en ny moderne ovn, kan man spare over 1.000 kroner om året på brændeforbruget. Siden november 2015 har brændeovnsejere kunnet få 2.000 kroner i tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet, hvis de skrotter deres ovn fra 1990 og før, og det har tusindvis af brændeovnsejere benyttet sig af.

- Danskerne vil gerne bidrage til et renere miljø, og de har kvitteret for skrotningsordningen med stor interesse. Brændefyring står for ca. 70 % af den danske partikeludledning, så det er et vigtigt indsatsområde at få de gamle ovne udskiftet. De forurener i gennemsnit fem gange så meget som en ny, svanemærket brændeovn, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Jylland fører an
Skrotningsordningen har været en stor succes i hele landet. Samlet set har Jylland modtaget over halvdelen af de udbetalte skrotningstilskud, mens Sjælland inklusive København står for 36 %, Fyn knap 10 %, mens Bornholm har skrottet 306 gamle brændeovne, svarende til 2 %.

- Jeg håber, at skrotningsordningen for de ældste brændeovne også har sparket gang i skrotningen af de halvgamle ovne. Dem får man ikke tilskud til at skrotte, men forhåbentlig giver omtalen anledning til en snak hjemme i familierne om, hvorvidt den brændeovn man nu har, også er den mest miljøvenlige. Udskiftningen af de mest forurenende ovne vil give renere luft, men der er også fordele for brændeøkonomien, fordi en ny ovn er langt mere effektiv, siger Esben Lunde Larsen.

Har man ikke allerede fået del i puljen, og har man en brændeovn fra 1990 eller før, så kan man stadig nå det. Men det begynder at snerpe til. Puljen forventes at være brugt op inden for få uger.

-cmn

Læs mere om Brændeovne

13/10 2016