Aktuelle nyheder - Byggeri

Der er dømt nøl for infrastrukturplan

Der er dømt nøl for infrastrukturplan

Utålmodigheden breder sig. Der er fortsat efter næsten 1½ år ikke indkaldt til forhandlinger om en plan for fremtidens infrastrukturinvesteringer.

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Den tidligere regering fremlagde inden sidste valg en langsigtet infrastrukturplan, der pegede på de investeringer, som skal foretages i de danske veje og jernbanenet i de kommende mange år.

Socialdemokratiet lagde også deres plan frem, men det var nærmest en stor spiseseddel på alle de projekter, man kunne forestille sig, kan indeholdes i en sådan infrastrukturplan.

Men siden sidste valg er intet sket. Den socialdemokratiske transportminister Benny Engelbrecht har siddet på hænderne uden at sætte gang i nogen infrastrukturforhandlinger som man ellers havde forventet.

Større og større frustration
Det har skabt større og større frustration i den borgerlige lejr, og Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen siger til BygTek, at der er ’dømt nøl’ til regeringen:

– Socialdemokratiet havde en høj profil for infrastruktur op til valget i juni 2019. Man lokkede med en lang række projekter rundt om i landet, og der skulle ske en hel masse. Men efter valget er intet sket. Der har ikke været til et eneste møde omkring infrastruktur. Vi venter stadig, siger Venstres transportordfører.

Forhandlinger til januar?
Han tror dog på, at regeringen, når Finansloven er i hus med sandsynligvis Enhedslisten, inviterer til en forhandling om infrastrukturen:

- Det bliver sandsynligvis først efter nytår med det mål, at der skal landes en aftale i 2021. Men det betyder til gengæld, at vi har mistet to dyrebare år for dansk infrastruktur, og det kommer til at koste os rigtig mange penge på længere sigt, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Forventer bredt flertal
Han forventer et bredt flertal om en infrastrukturplan, men ikke at se Enhedslisten med i flertallet:

- Enhedslistens ønsker går i en helt anden retning end de øvrige partiers. Det bliver svært at skræve over hele spektret af partier, men regeringen går efter en bred aftale, og det er fornuftigt. Den plan, vi nu skal til at lave, skal række frem mod 2030 måske 2032. Derfor skal det være en bred aftale hen over midten. Jeg forventer også, at der bliver tale om en ambitiøs aftale. Vi andre havde jo fundet 112 milliarder kroner til den aftale, de blå partier fremlagde i marts 2019. Den aftale havde finansieret alle de nødvendige projekter. Nu må vi se, hvor mange penge den nuværende regering kan samle sammen. Jeg håber ikke, de har brugt alle pengene på alverdens andre ting. Men jeg frygter det lidt. Jeg håber, det bliver en aftale, så vi kan løse alle de flaskehalsproblemer, der er rundt om i landet, siger Venstres transportordfører.

Både Sjælland og Jylland
Når en jysk politiker taler om ambitiøse infrastrukturprojekter resulterer det ofte i en masse af motorveje Jylland, og meget lidt til Sjælland. Men det afviser Kristian Pihl Lorentzen:

- Sådan bliver det ikke. Vi har enorm fokus på Sjælland. Det gælder færdiggørelse af motorvejen til Kalundborg, der er uhyre vigtig. Der er Næstved-Rønnede motorvejen, og så skal Frederikssundsmotorvejen gøres færdig. Dertil kommer en forlængelse af Hillerødmotorvejen, og så skal vi have bygget en ny høj klasse vej ud på Stevns. Det er den glemte halvø, og det er vigtigt, at vi også får den med på landkortet. Det er forudsætningen for, der kommer ny udvikling og jobskabelse på Stevns, siger han videre.

Anden form for finansiering
Kristian Pihl Lorentzen har ikke glemt den østlige ringvej omkring København med den såkaldte havnetunnel:

- Den er også med i infrastrukturplanerne, men den skal finansieres på en anden måde end de øvrige projekter, som skal finansieres over Finansloven. Den østlige ringvej omkring København er en transportmæssig by-pass operation, så vi kan aflaste bymidten for trafik og få skabt forudsætninger for, at vi ikke taber alle de penge, vi gør i dag, i trafikken omkring hovedstaden. Det projekt skal finansieres i sammenhæng med udviklingen af Lynetteholmen, hvor en stor del af finansieringen kommer fra den enorme værdistigning, der kommer i form af en ny bydel, siger han.

Den Grønne Jyske motorvej
Når det gælder Jylland peger Kristian Pihl Lorentzen på sikringen af det han kalder ’Den Jyske Transportkorridor’ - forbindelsen mellem nord og syd i Jylland:

- Langt hovedparten af industriproduktionen - og landbrugsproduktionen for den sag skyld også - ligger i Jylland. Derfor er det vigtigt at sikre forbindelserne mellem nord og syd. Det handler dels om en tredie Limfjordsforbindelse, en opgradering af E45, hvor der altid vil være trængsel omkring blandt andet Aarhus og Kolding, og så skal vi bygge en ny motorvej ned gennem Jylland for at fremtidssikre kapaciteten. Nogle kalder det en Hærvejsmotorvej. Jeg kalder den for ’Den Grønne Jyske’ motorvej. Den går i hovedsagen fra Haderslev over Aalborg Billund med den internationale lufthavn til Give og over Viborg videre til Sønderup syd for Aalborg, hvor den igen for forbindelser med E45, siger transportordføreren.

Skal spises i små bidder
Han understreger, at en Hærvejsmotorvej er et ’særdeles samfundsøkonomisk rentabelt projekt’:

- Men det er en kæmpe mundfuld, vi ikke bygger på fem år. Det er en stor elefant, der skal sluges i små bidder, men det er vigtigt at komme i gang hurtigst muligt. Dertil kommer en række lidt mindre trafikprojekter, hvor det drejer sig om at opgradere eksisterende vejstrækninger for eksempel mod Ringkøbing og op mod Skive og Salling til Mors. Der skal ikke bygges motorveje, men de eksisterende veje skal gøres lidt bredere og mere fremkommelige. Det koster ikke ret meget, og der får vi rigtig meget for pengene, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Ring 5 i mølposen
I planen fra marts 2019 hos de borgerlige partier var der også en Ring 5 omkring København, men den er Kristian Pihl Lorentzen ikke specielt begejstret for:

– Det er ikke et af de projekter, som Venstre prioriterer. Fremadrettet er der meget mere perspektiv i en mulig motorvej mellem Roskilde og Ringsted, der vil dele trafikken fra Nordjylland og Vestsjælland og føre den over Roskilde i stedet for ned over den i forvejen meget trafikerede Køge Bugt motorvej. Det vil også give en meget mere balanceret udvikling på hele Sjælland, hvor udviklingen rykker længere mod vest. Der er ikke perspektiv i at mase endnu en motorvej ind meget tæt på den eksisterende Køge Bugt motorvej i det samme område. Vi skal sprede trafikken noget mere, og det hænger også sammen med, at et sådant projekt forudsætter, at vi opgraderer Roskilde-København motorvejen til otte spor hele vejen, så vi ikke får en ny flaskehals, slutter ’Danmarks Mr. Vej’.

Lyt til hele interviewet med Kristian Pihl Lorentzen på nedenstående link

http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=4032

Læs mere om Byggeri

27/10 2020
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBrancheforeningBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerByggerådgivningBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.