
Efter 82 år: Lokalt byggemarked i Valby drejer nøglen om
Siden 1943 har Bjørn E Byggemarked serviceret lokale gør-det-selv-folk og professionelle håndværkere i Valby og omegn. Men de større kæder har vundet kampen om kunderne, og nu er butikken tvunget til at lukke
Valby mister et stykke lokalhistorie, når Bjørn E Byggemarked på Vigerslevvej lukker efter 82 år i drift. Byggemarkedet, der har været en fast del af bybilledet siden 1943, lukker dørene for sidste gang.
Gennem tiden har der været tre forskellige ejere af butikken, der har serviceret lokale gør-det-selv-folk og professionelle håndværkere, men nu er det slut.
Lars Eriksson, der har stået bag disken de sidste 22 år, fortæller om en svær beslutning:
- Det har ikke været nemt at konkurrere med de store byggemarkeder og folks opfattelse af, at vi er dyrere. Tendensen går mod, at køb bliver centreret hos kæderne og online, og det er svært for små forretninger som vores at følge med, siger han.
For Lars Eriksson, der nu står over for at skulle finde nyt arbejde i en alder af over 60 år, er
fremtiden usikker:
- Det bliver en udfordring, men jeg håber, at mine mange års erfaring kan åbne nogle døre. Det er utrolig trist, at vi ikke kunne bevare forretningen. Vi vil virkelig savne alle vores dejlige kunder, som har hjulpet os med at holde skruen i vandet så længe, siger han.
Bjørn E Byggemarked lukker med et stort ophørsudsalg. Der er 30 % rabat på hele lageret – også allerede nedsatte varer – og rabatten gælder, så længe der er varer på hylderne.
- Vi håber, at vores trofaste kunder vil komme forbi en sidste gang - både for at gøre en god handel og for at sige farvel, siger Lars Eriksson.
-dc