Aktuelle nyheder - Byggeri

En konkurs er ingen dødsdom- Vi har ofte en evne til at tro, at vi er udødelige. Samtidig jagter vi ordrer, og det slører nogen gange synet for de rigtige beslutninger, fordi vi så gerne vil præstere, siger Henrik Staun.

En konkurs er ingen dødsdom

Corona-krisen vil få antallet af konkurser i byggebranchen til at stige. Men det er ingen dødsdom, siger Henrik Staun, der fortæller om at lukke og slukke sit livsværk gennem 23 år, nederlagsfølelsen, og om at rejse sig igen

Del artiklen på

Samfund - Erhverv

Af Johannes H. Nørgård

Tirsdag den 9. juli 2019 vil være en dag, Henrik Staun aldrig glemmer. Her blev der lukket og slukket for byggevirksomheden Lund & Staun, som han havde været med til at starte 23 år tidligere. Sammen med advokaten havde han brugt 20-30 timer på at finde de nødvendige dokumenter frem, og klokken ni ringede de til Skifteretten i Aalborg. Her er systemet effektivt. Fire og et halvt minut efter havde en dommer erklæret hans livsværk konkurs.

Han husker advokatens ord til ham bagefter, at nu skulle han ud og have en af de sværeste samtaler i hans liv.

- Så gik jeg ud på papkassen og talte til 85 medarbejdere, fortalte, at deres arbejdsliv med øjeblikkelig virkning var forandret, og at jeg måtte vinke farvel til alle, siger han og fortæller, at der blev meget, meget stille i lokalet og husker også ordene, han fortsatte med:

- Jeg er flov. Jeg er ked af det, men jeg er stolt over at have haft så mange dygtige medarbejdere, og at det her er det værste, jeg har oplevet i mit liv.

Lund & Staun var kendt og respekteret i hele Nordjylland, så det trak øjeblikkeligt store overskrifter, da de gik konkurs som her i Nordjyske Stiftstidende.

Vi føler os udødelige
Ved porten havde en vagt taget opstilling, og bagefter måtte medarbejderne pænt stå i kø for at aflevere telefoner og biler. Herefter havde Henrik Staun fem døgn i virksomheden, hvor han som en af de tre medejere skulle hjælpe og stå til rådighed for kurator. Her var der som i Kim Larsen sangen for alvor blevet stille. Væk var det daglige mylder og liv fra håndværkere, der, da de var flest, nåede op på 105 medarbejdere.

For Lund & Staun havde været en veldrevet virksomhed, der var kendt og respekteret i Nordjylland og andre dele af landet. De havde et sindssygt godt netværk, dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere og hele tiden øje og fokus på at tænke nyt. De var blandt andet de første i Nordjylland til at bygge DGNB bæredygtigt. Men som så mange andre virksomheder i byggebranchen var de ikke gode nok til at tjene penge, så de havde en buffer, når noget gik skævt.

- Dagen før konkursen sad jeg og talte op i vores arkiv. Vi havde haft 13.336 rigtig gode byggeopgaver i vores 23 år og havde lavet fire dårlige – og det var de fire dårlige, der tog livet af os, fortæller Henrik Staun.

Blandt andet havde de som andre også skullet prøve lykken ovre på Sjælland, men afstanden var for stor til, at de ledelsesmæssigt havde ordentlig føling med projektet, så det kørte af sporet, erkender Henrik Staun.

- Så er det jo også tit med os halvstore entreprenører, at vi har sådan en evne til at tro, at vi er udødelige. Det er både vores største styrke, men også vores største trussel. Vi er ind imellem måske lidt hurtige til at prissætte ting, inden vi ved, hvordan det skal bygges og tænker, det går nok. Samtidig jagter vi ordrer, og det slører nogen gange synet for de rigtige beslutninger, fordi vi så gerne vil præstere. Indtil konkursen har jeg jo altid sagt, at stilstand i omsætningen er en tilbagegang, der er jeg blevet klogere.

Et kæmpe nederlag
Henrik Staun er født og opvokset i en lille by udenfor Aalborg. En kontant opvækst, hvor han blev opdraget til at kæmpe og gøre alt, hvad man kan her i livet med alting. Han kørte cykelløb uden det store talent, men havde evnen til ikke at ville tabe og slog en gang Bjarne Riis. Da han blev 13 år, fik han penge af sin far i fødselsdagsgave med besked om, at det beløb ville han få hver måned fremover til alle udgifter, for her i familien klarer vi os selv.

- Det var så lykkedes for mig lige indtil den 9. juli 2019. Der var bare ingen anden løsning. Vi havde prøvet alt gennem lang tid. Vi forsøgte at dreje på alle knapper, vi skar ind, vi strammede til, vi lavede ejerskifte – og selv da konkursen var en uundgåelig og nødvendig realitet, strittede jeg imod. Jeg kunne ikke sige ordet konkurs, eller få det ind i mit hoved.

Følte du det som et personligt nederlag?

- Ja helt ekstremt. Det var et kæmpe nederlag, som sidder i mig den dag i dag. Jeg er så taknemmelig for, at jeg nærmest var mandsopdækket i fem døgn efter konkursen af min kone, mine børn, mine brødre og et tæt vennepar. Døgn, hvor jeg troede, at jeg ikke ville kunne gå på gaden i Aalborg, uden at nogen ville kaste noget efter mig. Men også døgn med tvivl om, hvorvidt jeg nu skulle køre taxa eller gå med aviser. Jeg kunne ikke se mig selv som entreprenør igen.

Gør det, du er god til
Men der var mange andre, der godt kunne se Henrik Staun som entreprenør igen. Lige da nyheden om konkursen slap ud, fik han 76 ubesvarede opkald på en time, som advokaten måtte tage sig af. Det strømmede også ind med mails og sms’er med støtte som: ’Hør Henrik, det er ikke dig, der er gået konkurs. Det er et cvr-nummer på en virksomhed, du har været medejer af’. ’Henrik du skal op på hesten igen og fortsætte med det, du er god til, nemlig at være en ærlig og loyal entreprenør’.

Men hvordan kom du videre?

- Poul krebs har en gang lavet en sang med linjerne: ’Når du står i det dybeste hul, så er der kun en vej – og det er at kigge op’, og det gjorde jeg heldigvis. Med opbakning fra mange f.eks. fra en virksomhed, som vi byggede for, der tog kontakt til mig samme dag som konkursen, hvor de sagde, hvis du starter igen Henrik, så vil vi have dig til at bygge færdigt. Flere andre bød også ind med opgaver, og da jeg har arbejdet med byggeri, siden jeg var 14 ½ år og dermed har mere end 40 års erfaring, så gjorde vi det.

- Man må lægge sig fladt ned og erkende, at man har fejlet og har lært af det. En opstart handler meget om at skabe tillid og vise stabilitet, så ingen begynder at ryste på taburetterne, fortæller Henrik Staun.

Staun til nytte og gavn
På en lille gård uden for Nibe har Henrik Staun sammen med resten af familien startet Byggefirmaet Staun A/S. Her har de indrettet et kontor på 80 m2 med brugte kontormøbler, hvor hans hustru sidder og klarer det økonomiske, og hvor sønnen er partner, og hvor de alle også datteren har aktier i virksomheden.

- Det var meget vigtigt for mig, at det her er et familieprojekt. Noget vi er sammen om, så det ikke kun er mig, mig og mig. Selv mit næstyngste barnebarn kommer et par gange om ugen og fejer og rydder op.

Men som konkursramt er der vel også et tillidsforhold, du skulle have bygget op igen i forhold til leverandører, kunder og bank?

- Ja, og der var jeg utrolig ydmyg over situationen. Jeg kørte rundt til alle samarbejdspartnere og bankede på og spurgte, om jeg måtte komme ind og sagde til dem, at hvis de ikke ville tale med mig, havde jeg fuld forståelse for det.

Her troede Henrik Staun, at de fleste nok ville sige, nej, skrid og betal dine penge. Men sådan gik det ikke.

- Der var ikke et sted, hvor jeg ikke blev budt indenfor. Kom ind Henrik, sæt dig ned og hvad så - skal du ikke snart i gang igen? Jeg tror faktisk, vi har over 90 % af de samme leverandører.

Særligt et sted husker Henrik Staun, hvor han fortalte, at han var ked af, at leverandøren havde mistet penge og fik svaret:

- Det er vi også, men du skal bare vide, at vi har haft et fantastisk samarbejde i over 20 år, hvor vi har fået lov til at tjene penge og altid er blevet behandlet ordentligt. Nu skal I ligesom os andre betale til bødekassen, men hvorfor skulle vi ikke ville handle med dig igen, og så fik jeg et klap på skulderen med opfordring til at komme i gang, så vi kunne tjene penge igen.

Fri til at kunne sige nej
Heldigvis har byggefirmaet også haft en lille arv fra Henrik’s far at starte op på, for selvfølgelig er betalingsfristerne anderledes i starten.

- Jeg bestiller heller ikke noget, hvis der ikke er penge til det. Vi køber først en trailer, når der er penge. Det er slut med at være jubeloptimist på lånte fjer.

Men kan man starte igen, hvis man ikke har en arv eller andre penge?

- Det vil jeg mene, at man godt kan, hvis du er ærlig, troværdig og går ydmygt til opgaven. Man må lægge sig fladt ned og erkende, at man har fejlet og har lært af det. En opstart handler meget om at skabe tillid og vise stabilitet, så ingen begynder at ryste på taburetterne. Derfor må der heller ikke ske fejl i lønudbetalingerne, og vi betaler hellere en regning dagen før forfald end efter. Heldigvis, og det var meget vigtigt, kunne vi den 31. december sidste år også levere et regnskab, der ser ok fornuftigt ud med sorte tale på bundlinjen og sund likviditet.

I dag har Byggefirmaet Staun A/S 14 ansatte. Blandt andet tidligere medarbejdere, som Henrik beskriver som utroligt dygtige og selvkørende folk, der har styr på tingene. Det passer ham samtidig fint, at de ikke er større. Faktisk har han lavet en kontrakt med familien om, at de kun vil være max. 25 ansatte.

- I Lund & Staun var vi blevet så store, at når jeg mødte en, der roste os for en tilbygning, vi havde lavet, så vidste jeg ikke, hvad han snakkede om. Sådan er det at blive stor med ansvar og opgaver fordelt. Nu er det tilbage til basic. Det er det nære, der tæller og betyder noget. Jeg er optimistisk og glad for de små sejre. Jeg er glad for en ordre på 19.000 kr. og altid vide, hvad vi har gang i. Selvfølgelig har jeg stadig trangen til at skabe, men bare i et meget lavere gear.

- Desuden har jeg lært at have sindssygt fokus på de faste udgifter. Jeg vil ikke være fanget, hvor man skal jagte en omsætning for omsætningens skyld. Jeg kan sige nej til en opgave, hvis den er for risikobetonet og det er utroligt befriende.

- Da konkursen var en realitet, troede jeg ikke, at jeg kunne rejse mig op på den papkasse og tale til medarbejderne, og jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville kunne komme videre. Men nu ved jeg, at der er et liv efter døden, for det har vi gjort, fortæller Henrik Staun.

Der er et liv efter døden
Selv om Henrik Staun godt ved, at der venter ham en ekstraregning på formentlig et millionbeløb, når konkursboet er gjort op, så er han utrolig glad og lettet over at være kommet ud på den anden side af konkursen og videre.

Men mange andre står lige nu på kanten af afgrunden på grund af corona-krisen, hvad er dit råd til dem?

- Hvis afgrunden er corona-skabt, skal man holde ud og kæmpe videre for alt, hvad man har kært. For det er noget, vi skal komme igennem sammen. Men det nytter ikke at være jubeloptimist og lade tingene stå til. Man må tage ansvar og se alvoren i øjnene og tilpasse. Vi har f.eks. måttet sende to mand hjem, siger Henrik Staun og fortsætter:

- Der er nemlig ingen tvivl om, at coronaen er rigtig farlig for os og rigtig slem. Men for nogle bliver det måske også undskyldningen for mange andre ting som uheldige beslutninger gennem længere tid – og for dem, er det måske tid til at kigge op og spørge: Er det her noget, jeg kan leve med? – er det et liv, jeg kan klare? – og hvis ikke så er det måske ok at tage en 3. halvleg.

Så der vil være nogen, der går konkurs?

- Ja, men det er ikke noget, man dør af. Det er rigtigt hårdt, men man kan faktisk komme igennem det, siger Henrik Staun og fortæller med et grin, at der faktisk er nogle, der kender ham tæt, der mener, at han faktisk er blevet et bedre og mere behageligt menneske at være sammen med efter konkursen.

- Det skal jeg ikke kunne vurdere. Men da konkursen var en realitet, troede jeg ikke, at jeg kunne rejse mig op på den papkasse og tale til medarbejderne, og jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville kunne komme videre. Men nu ved jeg, at der er et liv efter døden, for det har vi gjort.

 

 

Læs mere om Byggeri

29/5 2020
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBrancheforeningBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.