
Håndværkerfestivalen bider sig fast i branchen
På trods af fint vejr udenfor havde Håndværk 2025 ingen problemer med at lokke folk til og overgå antallet af deltagere fra sidste år
Selvom Håndværk stadig er en relativt ny festival, har den hurtigt slået rod i den danske byggebranche.
Mange håndværkere og unge fra landets erhvervsskoler mødte op på festivalen d. 5.-6. februar, som igen i år blev afholdt i Lokomotivværkstedet i København. Særligt formiddagene var fulde af folk.
- Det er fantastisk at opleve så mange deltagere og mindst lige så stort engagement på festivalen igen i år, siger Sarah Elhauge, adm. direktør i Building Green, der står bag festivalen.
- Det er ingen hemmelighed, at et godt vejr ikke nødvendigvis er en fordel for et arrangement som vores. At der er mødt så mange op vidner blot om en kæmpe interesse for at mødes, blive inspireret og dele viden med fokus på bæredygtighed i branchen, siger hun.
Håndværk løb af stablen onsdag og torsdag, og dagene bød på et bredt program, der spændte fra debatter om klimakrav og bæredygtighed til demonstrationer af nye bygge- og håndværksteknikker.
De besøgende kunne nyde godt af et væld af faglige indslag, branchedebatter og praktiske demonstrationer, som satte fokus på både aktuelle og fremtidige udfordringer i byggebranchen.
Festivalen bød derudover også på en 'Silent Walk' gennem håndværkets verden, hvor man kunne opleve materialer og teknikker på en ny måde, samt PowerTool Race, der gennem dagen har tiltrukket mange deltagere og publikum med sjove konkurrencer.
-dc