LCA
LCA
scroll
Ikonisk motorvejsrestaurant genåbnerDagen blev indledt med taler og snorklipning af Michael Djarnis, administrerende direktør for OK Plus, og Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Foto: Vejdirektoratet

Ikonisk motorvejsrestaurant genåbner

Danmarks første motorvejscafé – Storkereden – kommer igen til ære og værdighed efter en omtumlet tilværelse

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er lidt over et år siden at Vejdirektoratet kunne offentliggøre, at OK havde skrevet under på en koncessionsaftale om at videreføre caféen i det gamle bindingsværkshus på rastepladsen - Storkereden - på Helsingørmotorvejen og samtidig etablere ladepark.

Og i sidste uge kunne de nye lejere fra OK så slå dørene op for de første gæster.

Det er Vejdirektoratets tekniske konsulent Frants Torp Madsen, der har stået i spidsen for arbejdet med at finde en forpagter til at puste nyt liv i den gamle motorvejscafé – og efterfølgende renovere bygningen, der blandt andet har fået et nyt og flot stråtag med tagrør fra Roskilde Fjord.

Danmarks første motorvejscafé
Efter at man forgæves havde forsøgt at udleje Storkereden til cafédrift, måtte der tænkes nyt. Derfor gik Vejdirektoratet i dialog med forskellige ladeoperatører.

OK vandt udbuddet og kunne se en god forretning i at drive ladestandere på både Storkereden og Lærkereden, der ligger på den anden side af motorvejen.

Det er efterhånden en del år siden, at der har været mulighed for at få stillet sulten på den engang så velbesøgte café, hvor der nu både er OK Plus-butik og el-ladepark.

Storkereden blev som Danmarks første motorvejsrasteplads hurtigt lidt af et tilløbsstykke for folk i lokalområdet.

Fyldt til sidste plads
Da Storkereden blev indviet i 1959 som Danmarks første bemandede rasteplads var det ikke ualmindeligt i weekender, at træbygningen, som er opført i bondegårdsstil med stråtækt tag, var fyldt til allersidste plads.

Sidst i 1990’erne tjente bygningen som Vejdirektoratets tilsynskontor i forbindelse med udvidelsen af Helsingørmotorvejen. Herefter blev Storkereden igen drevet som spisested frem til 2014, og siden har den været lukket – kun afbrudt af forsøg med foodtrucks på parkeringspladsen.

16/6 2024