Daloc
Kan bio-olie fra papirproduktion blive til asfalt?

Kan bio-olie fra papirproduktion blive til asfalt?

På Ejby Asfaltfabrik i Glostrup tester NCC et restprodukt fra papirproduktion – Tall Oil Pitch (TOP) – som supplement til den traditionelle bitumen.

NCC tester bioolie fra papirproduktion i dansk asfaltforsøg. TOP(Tall Oil Pitch er en bio-baseret restfraktion fra papirproduktionen, udvundet af træets naturlige harpikser og fedtsyrer.

I stedet for at blive bortskaffet, får materialet nyt liv som råvare i asfaltproduktionen. Her fungerer det som supplement til bitumen, der er et olieprodukt, der normalt anvendes som bindemiddel i vejbelægninger.

I Norge har NCC allerede haft gode resultater med at anvende TOP i produktionen med genbrugsasfalt. Nu afprøves teknologien for første gang i NCC i Danmark, og det sker som led i et konkret projekt.

Forsøg på Ejby Asfaltfabrik i Glostrup

På Ejby Asfaltfabrik i Glostrup har NCC netop testet TOP med en asfalt (GAB I) med 50 procent genbrugsmateriale. Asfalten er blevet udlagt på en ny parkeringsplads til personbiler ved Køge Sygehus – et anlægsarbejde, som NCC udfører for DPA Entreprise ApS.

Asfaltfabrikkens moderne opbygning gør det muligt at håndtere olien separat. Den kan suges direkte fra tankbilen, så den ikke påvirker senere produktioner.

-Vi ser et stort potentiale i Tall Oil Pitch som en ny komponent i asfalt. Erfaringerne fra Norge viser, at asfaltens funktion og kvalitet bevares, samtidig med at vi reducerer CO2-aftrykket, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, produktchef i NCC Industry, Asfalt, i Danmark.

Samme kvalitet – lavere CO2-aftryk

Tall Oil Pitch erstatter en del af den bløde bitumen, typisk af typen 330/430, som anvendes i Danmark. Inden produktionen er der foretaget grundige beregninger for at sikre, at asfaltens kvalitet og holdbarhed lever op til de kendte standarder.

-Kunderne vil ikke opleve forskel i farve eller funktion – men miljøet vil mærke forskellen, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.

Nye muligheder for asfaltbranchen

Forsøget i Glostrup skal give ny viden om, hvordan bioolier kan integreres i den danske asfaltproduktion. NCC arbejder aktuelt med EPD’er (miljøvaredeklarationer) for at dokumentere den samlede CO2-reduktion ved brug af Tall Oil Pitch.

Hvis resultaterne bliver som forventet, kan testen blive et vigtigt skridt mod en ny generation af asfalt, hvor restmaterialer fra andre industrier får en værdifuld rolle i fremstillingen af vejbelægninger.

Fakta om Tall Oil Pitch (TOP)

Hvad er det? En bio-baseret restfraktion fra sulfatpapirproduktionen
Oprindelse: Udvundet af træets naturlige harpikser og fedtsyrer
Udseende: Tyktflydende, mørkt materiale
Anvendelse: Bruges bl.a. som råvare i asfalt, lim og som brændstof
Fordel: Udnytter et restprodukt og reducerer spild i produktionen

-kis

11/11 2025