Marselistunnel i Aarhus går ind i sidste høringsfase
Cirka 350.000 kubikmeter af overskudsjorden i Marselistunnelprojektet anvendes til at etablere en 1.500 meter lang og 12 meter høj støjvold ved Stavtrup
Af Dan Bjerring
Vejdirektoratet har siden 2022 gennemført en miljøkonsekvensvurdering af en to kilometer lang tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus. Vurderingen er nu færdig, offentliggjort og klar til den afsluttende høringsfase
Marselistunnelen bliver en knap to kilometer lang nedgravet tunnel under Marselis Boulevard. Tunnelen skal øge fremkommeligheden mellem Aarhus Havn og motorvejsnettet og forbedre byrummet i området.
Højklasset forbindelse
I dag udgør Marselis Boulevard sammen med Åhavevej og Aarhus Syd Motorvejen forbindelsen fra Aarhus Havn til motorvej E45. Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn, hvorfor der er meget tung trafik til og fra havnen.
Ved at etablere en tunnel under Marselis Boulevard vil der komme en mere direkte og højklasset forbindelse mellem havnen og motorvejen/E45.
Vigtig indfaldsvej
Ifølge René Juhl Hollen, som er projektleder i Vejdirektoratet, har miljøkonsekvensvurderingen haft stort fokus på at sikre den bedste byggemetode, sikre god trafikafvikling i anlægsfasen og reducere støjen i og efter anlægsperioden for de mange naboer langs Marselis Boulevard, der er en vigtig indfaldsvej til Aarhus med meget trafik.
Derfor bygges tunnelen i to halvdele, så der altid kan køre trafik i ét spor i hver retning på Marselis Boulevard. Det sikrer, at den tunge havnetrafik ikke skal køre af andre ruter, mens der bygges.
Færre støjbelastede boliger
Langs Marselis Boulevard er der mange naboer både private boliger, virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Med tunnelen kommer den tunge trafik væk fra boulevarden.
Støjberegninger viser, at antallet af støjbelastede boliger (> 58 dB) falder med cirka 1.000 boliger.
Tilsvarende falder antallet af stærkt støjbelastede boliger også med cirka 1.000 (> 68 dB).
Jord bruges til støjafskærmning
I forbindelse med anlæg af Marselistunnelen bliver der en masse jord i overskud. En stor del af jorden vil blive brugt til at lave støjafskærmning i Stavtrup. Det skyldes, at placeringen er tæt på projektet, og at omgivelserne her giver plads til en støjvold.
Omkring 350.000 kubikmeter – svarende til omkring 60 procent af overskudsjorden i Marselistunnelprojektet – anvendes til at etablere en cirka 1.500 meter lang og 12 meter høj støjvold ved Stavtrup.
Også støjskærm
Udover støjvolden er det planen at montere en cirka 900 meter og 8 meter høj støjskærm, hvorved hele Stavtrup støjdæmpes.
Støjberegninger viser, at der i 2040 uden støjafskærmning vil være mere end 1.000 boliger med en støjbelastning over 58 dB. Når støjafskærmningen er etableret, falder dette med næsten 800 boliger.
Fakta
• På hverdage kører der cirka 18.000 køretøjer på Marselis Boulevard (Hverdagsdøgn (HDT) 2019). Den tunge trafik, som her hovedsagelig er trafik til havnen, har i perioden (2015-2019) i gennemsnit udgjort mellem 16 og 19 pct.
Det svarer til, at der i gennemsnit kører ca. 3.000 lastbiler og sættevognstog i døgnet.
• Det er forventningen, at anlægsarbejdet vil starte i 2028 og afsluttes 7 år senere.
Anlægsaktiviteterne flytter sig langs strækningen i perioden, så der vil ikke være fuld aktivitet på hele strækningen i samtlige 7 år.
• Den samlede forventede udledning af CO2 på anlægsprojektet forventes at være mellem 92.000 og 165.000 tons i løbet af hele anlægsprojektet.