Ny kampagne: Børn og unge kan være en gevinst på værkstedet
Arbejdstilsynet lancerer en ny kampagne, der skal give flere børn og unge i alderen 13 til 17 år mulighed for at komme ud at snuse til arbejdsmarkedet. Det kan eksempelvis være på et værksted
Unge i alderen 13-17 år har fået flere muligheder for fritidsjob. Det vil Arbejdstilsynet gerne udbrede viden om med kampagnen: 'Unge kan mere. Nu må de også mere.'
De nye muligheder for fritidsjob er kommet efter, at Arbejdstilsynets regler for unges arbejde i år er blevet ændret – til gavn for både de unge og arbejdspladserne.
- Vi ved, at fritidsjob ofte har stor værdi for de unge. Ud over at tjene deres egne penge får de vigtig erfaring, udvikler sig og bliver en del af et arbejdsfællesskab.
- Samtidig er det en stor gevinst for arbejdspladserne, at de kan ansætte unge til mange typer af fritidsjob og opgaver, siger Sofie Bisbjerg, kontorchef i Arbejdstilsynets jurakontor.
De mange forskellige job, de unge kan varetage, indebærer bl.a. at stå i kassen i et supermarked, at hjælpe til i en børnehave eller et plejehjem eller på et værksted.
Målet med kampagnen er at sætte fokus på de mange muligheder, der er for at få et fritidsjob, og gøre opmærksom på reglerne. Samtidig styrker Arbejdstilsynet sin kommunikation om unges arbejdsliv målrettet ledere og lancerer et nyt ungeunivers på at.dk/unge:
- Hvis unge skal trives i deres fritidsjob, er det afgørende, at de har et sikkert og sundt arbejdsliv – og det vil vi gerne støtte op om. Derfor lancerer vi et ungeunivers, hvor ledere, de unge og deres forældre kan få viden om regler, gode råd og inspiration til et godt arbejdsmiljø, siger Sofie Bisbjerg.
På det nye ungeunivers kan ledere bl.a. lære om god modtagelse og oplæring af unge og blive inspireret af andre arbejdspladsers erfaringer med at have unge i fritidsjob.
Samtidig kan unge få viden om, hvordan det er at have et fritidsjob, og få indblik i andre unges oplevelser og bedste råd til en god start.
-dc