Realdania finder ny direktør interntNina Kovsted Helk har været filantropidirektør i Realdania siden 2018. Foto: Bjarke Ørsted.

Realdania finder ny direktør internt

Nuværende filantropidirektør Nina Kovsted Helk er ny administrerende direktør i Realdania. Hun afløser den 1. april 2025 Jesper Nygård på posten. Samtidig justeres direktionen fra tre til to personer

Realdanias bestyrelse har udpeget foreningens nuværende filantropidirektør Nina Kovsted Helk til ny adm. direktør. Hun har gennem seks år været en del af Realdanias direktion og stået i spidsen for foreningens filantropiske arbejde, og nu får hun ansvaret for hele foreningens virke.

Nina Kovsted Helk tiltræder sin nye rolle den 1. april 2025 og efterfølger Jesper Nygård, som på det tidspunkt fratræder efter 12 års ledelse af foreningen.

- Valget er resultatet af en særdeles grundig search med bistand fra Russel Reynolds Associates, og som endte med valget af en meget kvalificeret intern kandidat med indgående kendskab til Realdanias mission og værdier.

- Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til alle, der har vist interesse for stillingen og dermed for Realdanias arbejde. Det har været en enorm positiv oplevelse at konstatere, hvor kompetente mennesker vores organisation kan tiltrække, siger formand for Realdanias, bestyrelse Lars Krarup.

- Den åbne proces har så vist, at Nina Kovsted Helk samlet set er vores foretrukne kandidat til jobbet. Ninas erfaringer, faglighed og match til stillings- og opgavebeskrivelsen rammer på fornemste vis vores ønsker og ambitioner.

- Hun har en række nye idéer og et klart strategisk blik for, hvor foreningen skal hen i de kommende år i arbejdet med at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Og hun er i det hele taget en virkelig dygtig leder. Vi ser i bestyrelsen frem til at arbejde sammen med Nina om at videreudvikle foreningen, tilføjer han.

Når Nina Kovsted Helk tiltræder som adm. direktør, vil Realdanias direktion fremover bestå af den kommende adm. direktør og investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther, der fortsætter i direktionen og dertil forfremmes til stedfortræder for den adm. direktør.

Nina Kovsted Helk siger om det forestående jobskifte:

- Jeg har nogle klare ideer og visioner for, hvordan foreningen kan udvikle sig. Verden ser i dag anderledes ud end i de første 25 år af Realdanias levetid, det skal vi selvfølgelig reagere. Realdania er i min optik en vigtig samfundsaktør de steder, hvor det byggede miljø kan bidrage til at skabe en positiv udvikling.

- Det er allerede en veldrevet og professionel organisation, det har jeg jo oplevet gennem de seneste godt seks år. Der er derfor et utrolig stærkt fundament at bygge videre på og udvikle fra, og det glæder jeg mig til, at vi skal i gang med.

-dc

22/1 2025