isover
scroll
Skandalebyggeri inviterer til besøg på MasnedøFoto: Vejdirektoratet

Skandalebyggeri inviterer til besøg på Masnedø

På Masnedø foregår det store arbejde med at udvide Vordingborg Havn og med at etablere den kommende Storstrømsbro med hastige skridt

Af Dan Bjerring

Byggeriet af den nye Storstrømsbro har været ramt af den ene skandale efter den anden.

Sagerne om blandt andet løndumping har nærmest stået i kø, men trods alle vanskeligheder skrider byggeriet frem.

Vejdirektoratet, hovedentreprenøren SBJV, Vordingborg Havn og en række af virksomhederne på havnen inviterer på søndag den 15. september borgere og andre interesserede til at besøge Masnedø, hvor man som noget helt ekstraordinært kan komme ud på den nye Storstrømsbro.

Tæt på broelementer
Derudover vil det også være muligt at komme tæt på nogle af de sidste store broelementer og se, hvordan Vordingborg Havn arbejder med at udvide og udvikle det store havneområde.

Det understreges, at det er en meget stor byggeplads, og man derfor skal være godt gående for at kunne gå op ad trapperne til broen. Det vil heller ikke være muligt at medbringe barnevogn eller kørestol på broen.

102 meter pylon
Den kommende 102 meter høje pylon nærmer sig hastigt sit højdepunkt og bliver stadig mere fremtrædende som et vartegn på den nye bro. Desuden mangler kun fire ud af de 44 brodragere at blive installeret.

De resterende fire broelementer bliver installeret inden for de næste to-tre måneder, og dermed forbindes Masnedø med Falster allerede i år.

Ingen tilmelding
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.

Søndag den 15. september kl. 10.00 - 16.00. Parkeringspladsen åbner kl. 09.30.

Storstrømsbroens byggeplads, Masnedø.

Der er cykelparkering ved siden af broen.

Parkering på Havneudvidelsen

9/9 2024