Tre hold kæmper om ret til at transformere Ørestads byrum
Området mellem Ørestadens tre scener, DR’s koncertsal, Bella Arena og Royal Arena skal revitaliseres, og By & Havn, der medfinansierer omdannelsen, vil give kunst og kreativitet frit spil
Siden september har fem danske og internationale hold bestående af kunstnere og arkitekter arbejdet på højtryk for at udvikle hver deres bud til konkurrencen Byens Scene.
Nu er der udvalgt tre hold, der skal gå videre til den endelige fase i konkurrencen. Forslagene The Impact, Bellscape og Byens Scener - Alice i Ørestad, skal nu udvikles over de kommende måneder, så en endelig vinder kåres inden sommeren 2025.
- Dommerkomiteen har ønsket at forslagene skal tænke ud over traditionelle greb og skabe løsninger, der er samlingspunkt for både hverdagsliv, overraskelse, fordybelse og dialog.
- Det, synes jeg, vi har fået nogle rigtige gode bud på i de tre forslag, der nu går videre til næste fase, siger Anne Skovbro, der er adm. direktør By & Havn og forperson for dommerkomitéen.
De tre hold, der er blevet udpeget til at gå videre til konkurrencens fase to, er:
• Team Big med den amerikanske kunstner Doug Aitken, Niras og Volcano. De kommer til konkurrencen med forslaget The Impact. Her brydes byrummenes belægninger op, så naturen kan genindtage byen.
Meteornedslag, vilde haver og guldrush skaber sprækker, hvor vand, vegetation og lys bryder frem og forbinder de tre centrale byrum med metrostationerne. The Impact er et helhedsgreb, der \'forstyrrer det almindelige og afslører det ekstraordinære\', som teamet selv beskriver det.
• Team Schul Landskab med Judith Hopf, Henrik Plenge Jakobsen og Esben Weile Kjær står for forslaget Byens Scener - Alice i Ørestad.
Holdet beskriver forslaget som en \'lang fantasi-fortælling om at fortabe sig, finde vej, om skalaspring og måske også om at blive voksen - ligesom Ørestad er ved at blive det.
Projektet vil skabe identitet og sammenhæng i og mellem de tre projektområder ved at arbejde med belægning, beplantning og lys som gennemgående greb.
• Team Snøhetta i samarbejde med Camille Norment Studio og WSP Danmark lægger øre til Ørestad med forslaget Bellscape.
Her er den samlende idé en myriade af klokker både som lydbillede i byrummene og fysiske klokker i forskellige udformninger. Klokken indgår som et nyt urbant instrument, hvor struktur, vind og akustik bidrager sanseligt til byrummets udtryk.
Projektet har fokus på Ørestads miljø og lyde - og hvordan forskellige brugere - både lokale og besøgende - interagerer med dette.
Konkurrencens fagdommer for kunst Ulrikke Neergaard, direktør for KØS, Museum for kunst i det offentlige rum, er begejstret for diversiteten i de tre hold, der er gået videre.
- Der er tale om tre højt kvalificerede hold, der har valgt at spille ind med kunstneriske og arkitektoniske greb af meget forskellig karakter.
- Det betyder, at vi forhåbentlig kan ende med tre meget distinkte greb, der på hver deres måde vil kunne leve op til de ønsker, som er udtrykt i konkurrenceprogrammet for Byens Scene.
- Jeg glæder mig til at se, hvad de kan fremtrylle til fase to, hvor det hele nu skal videreudvikles og konkretiseres, siger hun.
Formålet med konkurrencen om Byens Scene er at komme med forslag til udformning af tre ekstraordinære byrumsoplevelser med en stærk og særegen kunstnerisk og arkitektonisk nerve.
Forslagene har derfor skullet tydeliggøre et fælles narrativ mellem stederne samt det stedspecifikke i hver af de tre projektområder.
Samspillet og integrationen mellem arkitektur og kunst har haft en særlig rolle i konkurrenceopdraget, og det er væsentligt, at de begge bidrager ligeligt til de æstetiske såvel som de sociale og hverdagsprægede aspekter i byrummene.
- Vi i dommerkomiteen har været på en interessant og overraskende rejse, hvor vores fagligheder er blevet pirret og udfordret undervejs.
- Det er jo netop det, der er styrken i at kombinere forskellige discipliner, og det, der gør, at resultatet er født med en ekstra dimension helt fra begyndelsen, siger Søren Leth, kommerciel direktør og partner i Sleth, der er konkurrencens fagdommer for arkitektur.
Partnerskabet bag \'Byens Scene\' består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC).
Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Realdania støtter konkurrencen. Creator Projects er kunstneriske rådgivere for partnerskabet.
-dc