Debat: Det er tilladt at blive klogereByggeriet står for omkring 30 % af Danmarks samlede CO2-udledning og ca. 35 % af al affaldsproduktion.

Debat: Det er tilladt at blive klogere

I dag bør træ helt naturligt spille en større roller i byggeprojekter, end det gjorde efter Anden Verdenskrig for 75 år siden, skriver sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen, og markedschef i Södra, Kenny Holm, i dette debatindlæg

Forestil dig, at vi i dag stod midt i et globalt byggeboom, og nogen kom og foreslog følgende løsning som den nye standard: 

Vi skal bygge vores byer af materialer, der udleder enorme mængder CO2 ved produktion, kræver minedrift, høje temperaturer, tung energi og efterlader så meget affald, at kommende generationer må håndtere det. Til gengæld kan vi masseproducere det hurtigt. Ville vi så sige ja?

Nej, vi ville sandsynligvis stoppe op, løfte øjenbrynene og spørge: Er der ikke en smartere måde? Noget, der måske binder CO2 i stedet for at slippe det ud? 

Noget, der gavner sundhed, trivsel og klimaet – og som stadig kan kombineres med moderne teknologi? Men sådan var beslutningsgrundlaget ikke i 1950'erne og 60'erne, hvor byggeri med beton, mursten og stål boomede.

Efter Anden Verdenskrig skulle Europa genopbygges – hurtigt, billigt og i stort volumen. Præfabrikeret beton og stål gjorde det muligt. 

Det var ikke forkert. Det var nødvendigt. Men det skete på bekostning af den parallelle udvikling af moderne træbyggeri, som i Danmark og store dele af Europa blev skubbet ud til siden. Og her står vi nu.

Vi ved i dag, at stål og beton stadig har en vigtig plads i byggeriet – særligt i fundamenter, broer, infrastruktur og særlige konstruktioner. 

Men vi ved også, at de udleder massivt ved produktion, at ressourcerne ikke er uendelige, og at klimaregnskabet ikke længere kan bæres af fremtidige teknologiløfter alene.

Så spørgsmålet i nutiden er ikke: Skal vi droppe beton og stål? For det skal vi ikke. Spørgsmålet er i stedet: Hvis vi vidste alt det, vi ved i dag – ville vi så stadig bruge så meget af det? Eller ville vi pitche idéen om langt mere biogent byggeri i stedet?

Den verden er vi på vej ind i nu. Hybridkonstruktioner, CO2-loft i byggeriet, balancerede materialevalg og en ny forståelse af, at det stærkeste byggeri er det, der arbejder med naturen – ikke imod den. Beton og stål vil fortsat være en del af løsningen. 

Det har sine fordele. Men træ og træfiber skal være en meget større del af svaret. For de biogene materialer kan om nogen være med til at nedbringe byggeriets CO2-aftryk.

I 1950'erne og 60'erne var beton og stål en nødvendighed for at bygge hurtigt. 

I dag er biogene materialer en nødvendighed for, at vi har et byggeri, som er mere klimavenligt – for slet ikke at nævne, hvor langt vi er kommet i udviklingen af blandt andet træbyggeri. Det bør være vores tids beslutningsgrundlag.

Byggeriet står for omkring 30 % af Danmarks samlede CO2-udledning og ca. 35 % af al affaldsproduktion. 

Det mest bæredygtige ville være at stoppe helt med at bygge. Men det er ikke realistisk i en verden, hvor der fortsat er mangel på blandt andet boliger, skoler og plejehjem. Men vi bør sammen stoppe op og gøre op med de sidste mange års byggevaner.

Vi står et andet sted i dag end for 75 år siden. Vi er blevet klogere og dygtigere til at bygge, og når vi ved bedre, bør vi også bygge bedre.

Lauritz Rasmussen
Sekretariatsleder
Træ i Byggeriet
lr-consult@taasingemail.dk

og

Kenny Holm
Markedschef
Södra
kenny.holm@sodra.com


8/12 2025