Fra diesel til el er ikke sværere, end man gør det til Zoomlion-lifte kan på fire-fem timer oplades fra 30 til 80 %.

Fra diesel til el er ikke sværere, end man gør det til

Efter 30 år med forurenende diesellifte i sortimentet går den familieejede liftudlejer Horsens Lift all-in på grøn omstilling. På tre år er virksomheden med 400 køretøjer tæt på at have omlagt hele liftparken til el

Fremtidens køretøjer er i stigende grad eldrevne, og grøn omstilling er højt på dagsordenen i byggebranchen.

Liftudlejeren Horsens Lift har satset stort på at følge med tiden, og på tre år er virksomheden meget tæt på at have udskiftet hele sin dieseldrevne liftpark med eldrevne alternativer.

– Vi er efterhånden oppe på, at 80 % af vores lifte kører på el. I løbet af det næste års tid siger vi farvel til de sidste dieselhakkere i vores katalog, og derefter kan vi kalde os en 100 % eldreven virksomhed, fortæller Esben Jensen, der er teknisk chef og ejer af Horsens Lift.

Den lille familieejede virksomhed har i 30 år solgt og udlejet dieseldrevne sax- og bomlifte fra et bredt sortiment af fabrikater.

Nu skal der satses massivt på de eldrevne maskiner, der tilbyder et støjfrit og miljøvenligt alternativ til de gængse støjende og forurenende diesellifte. Særligt er modellerne fra Zoomlion faldet i god jord hos udlejeren.

– Vores Zoomlion-lifte kan på fire-fem timer oplades fra 30 til 80 %, og jeg anbefaler generelt, at sjatlade liftene i løbet af dagen, når man for eksempel går til pause. Ellers bør det være fast kutyme at sætte liften til opladning ved fyraftenstid, så den er fuldt opladet næste morgen, siger Esben Jensen.

Stigende efterspørgsel
Omstillingen til de miljøvenlige modeller sker i lyset af de mange nye krav, som bliver sat til byggebranchen i disse tider. Flere kommuner har i de seneste år skærpet kravene for grønt byggeri.

Herunder har Københavns Kommune sagt helt stop for udlejningen af dieseldrevne lifte til byens byggerier for at skubbe til den grønne dagsorden.

– Vi er som familie og som virksomhed lige så interesserede i at bidrage til en grønnere verden som så mange andre fornuftige mennesker. Men det er naturligvis også efterspørgslen, der har skubbet på de senere år.

- Det er faktisk sådan, at flere bygherrer slet ikke tillader dieseldrevne lifte længere. Og de kommunale myndigheder er også opmærksomme på, at byggepladserne bliver mere og mere eldrevne, fortæller Esben Jensen.

Mens branchen bevæger sig mod en grønnere fremtid, har Esben Jensen på egen krop erfaret de reaktioner, omvæltningen kan have på kunderne i den traditionsrige byggebranche.

– Vores kunder er generelt glade for de eldrevne maskiner, men jeg havde da en enkelt utilfreds kunde for nylig, som insisterede på at leje en dieseldrevet lift. Det havde vi ikke på lager i den pågældende periode, og han måtte tage sig til takke med en eldreven.

- Da kunden kom tilbage en måneds tid senere, havde piben fået en anden lyd. Nu ville han kun have en el-lift, fortæller Esben Jensen.

-dc

10/7 2024