Katastrofal mangel på vedligeholdelse i offentlig bygningsmasse
Ifølge en rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) står det også slemt til med den offentlige bygningsmasse, eksempelvis rådhuse, skoler, hospitaler, fængsler og sportshaller
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den nuværende tilstand af statens bygninger vurderes at være uændret på 3,5 (nogenlunde/god), og det skønnes alt i alt, at der er en fortsat rimelig organisering og tildeling af midler til området. Der forventes derfor en uændret tendens de kommende år.
Der er dog forskelle på de enkelte områder.
Forsvarets bygninger har et betydeligt efterslæb, som forventes ordnet over de kommende år med tilførsel af flere pengemidler.
For lave investeringer i regionerne
Tilstanden for de regionale bygninger vurderes at være på samme niveau som statens, men den forventes at falde de kommende fire år.
Det skyldes især, at omkring 31 procent af den eksisterende bygningsmasse, som ikke er del af kvalitetsfondsprojekterne, i regionerne er i kritisk tilstand.
Det betyder, at der skal gennemføres vedligeholdelse på bygningerne, og her ligger de nuværende investeringer i forebyggende vedligeholdelse for flere bygninger under det anbefalede niveau.
Faldende investeringer i kommunerne
Investeringerne til vedligeholdelse og renovering for kommunerne har været svagt faldende de sidste fire år, og der vil skulle anvendes betydelige midler på at bringe den eksisterende kommunale bygningsmasse op på et acceptabelt niveau.
Det forventes, at der vil være en nedadgående tendens de kommende år på grund af manglende anlægs- og driftsmidler, der skyldes anlægsloft og kommunernes pressede økonomi.
Efterslæb på 110 milliarder kroner
Samlet er der et efterslæb på mindst 110 milliarder kroner i arbejdet med at renovere det offentliges bygninger, og beløbet bliver kun større i takt med, at bygningernes tilstand - uden en tilstrækkelig renoverings- og vedligeholdelsesindsats – forværres.
Problemet vokset endnu hurtigere i takt med de seneste års prisstigninger på arbejdskraft, energi og byggematerialer.
Katastrofal prioritering
Henrik Garver kalder det en ”tæt på samfundsøkonomisk katastrofal prioritering”, at lade den offentlige bygningsmasse forfalde i den grad, som det er sket de seneste par årtier:
- Det er rundt regnet fem gange dyre at udskyde udbedringer af bygninger end at passe godt på dem. Derfor kan det undre, at vi bliver ved med at se dette efterslæb. Hvis der er en ting, vi alle har oplevet meget tydeligt de seneste år, så er det, at der ikke er noget, der bliver billigere.
- Så vi bør snares muligt komme i gang med at forbedre vores offentlige bygninger, før regningen stiger yderligere, slutter Henrik Garver.