
Kæmpe bøder for at overtræde entreprenørstop
Entreprenørstop skal ramme byggebranchens brodne kar. Arbejdstilsynet får nu mulighed for at lukke ned for alt arbejde for entreprenør og underentreprenører, hvis der sker alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne gentagne gange
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Torsdag behandlede Folketinget et lovforslag om entreprenørstop, som giver Arbejdstilsynet nye beføjelser for at komme social dumping til livs i byggebranchen
Lovforslaget udmønter en del af den politiske aftale, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, DanmarksDemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik i slutningen af maj sidse år om en styrket indsats mod social dumping.
Yderligere incitament til at sikre arbejdsmiljøet
Lovforslaget indfører regler om, at Arbejdstilsynet i særlige tilfælde kan give påbud om, at den eller de entreprenører, der har indgået aftale med bygherren om arbejde på en byggeplads, skal stoppe deres eget og alle underentreprenørernes arbejde på byggepladsen entreprenørstop.
Dermed bliv er det et supplement til de håndhævelsesmuligheder, som Arbejdstilsynet allerede har til rådighed. Det er altså et yderligere incitament for virksomhederne på byggepladserne til at prioritere arbejdsmiljøet.
Kamp mod social dumping står aldrig stille.
Hvis flere virksomheder på byggepladsen gang på gang ignorerer påbud fra Arbejdstilsynet for grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, kan myndigheden stoppe alt arbejde for den pågældende entreprenør og underentreprenører.
Bøden for ikke at efterleve kravet om entreprenørstop ligger på 100.000 kroner:
- Kampen mod social dumping står aldrig stille. Vi skal hele tiden følge udviklingen og være opmærksomme på at slå ned på dem, der sætter profit over andre menneskers liv og førlighed.
- Derfor er det godt, at vi har lavet en politisk aftale, hvor vi får indført et entreprenørstop. Det giver Arbejdstilsynet mulighed for at sætte endnu mere effektivt ind og ramme flere på byggepladsen, hvis reglerne ikke bliver fulgt, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Ikke til at leve med
Hun understreger, at det danske samfund ikke kan leve med, at de mange virksomheder, der har rent mel i posen, ikke kan klare sig, fordi de bliver underbudt af nogle, der blæser på arbejdsmiljøet:
- Det undergraver hele arbejdsmarkedet, og det vil vi ikke finde os i, slutter ministeren.