Aktuelle nyheder om byggebranchen - EntreprenørMateriel

Nordjyde får ParkTrac som nyt hovedmærkeSælger Niels Jørgen Pretzmann er klar til at præsentere erhvervskunderne for DCM Cykler & Have/Parkmaskiners nye, stærke brand: Den danske redskabsbærer ParkTrac.

Nordjyde får ParkTrac som nyt hovedmærke

DCM Cykler & Have/Park-Maskiner i Fjerritslev har både manglet en redskabsbærer og en afdeling i Aars – nu kommer begge dele på plads

Den danske redskabsbærer ParkTrac har allieret sig med lidt af en komet i et stort nord- og vestjysk område. Fjerritslev-virksomheden DCM Cykler & Have/Parkmaskiner har lavet aftale med ParkTrac-fabrikken i Spjald ved Videbæk om at stå for forhandling og service i fem nordvestjyske kommuner. Og DCM Cykler & Have/Parkmaskiner gearer sig på effektiv vis til at lange ParkTrac’er over disken ved at åbne en ny afdeling i Aars kort inde i det nye år.

- Vi har haft forrygende travlt, siden vi for tre år siden flyttede ind i nye lokaler i City West i Fjerritslev. Nu tager vi så næste step og etablerer butik nummer to i Aars, og det bliver ikke mindst med fokus på ParkTrac, som bliver et af vore hovedmærker i maskiner til det professionelle segment. Det betyder blandt andet, at vi altid vil have demomaskiner klar, fortæller indehaver Dan Quorning.

Perfekt match
Det er otte år siden, han blev ansat i have-parkfirmaet Klim Maskinforretning. Efter et par år overtog han og fru Mette virksomheden. Efterfølgende købte de også en lokal cykelforretning, og så blev navnet til DCM Cykler & Have/Parkmaskiner.

- Dan og hans mandskab står for det samme som vi selv gør hos ParkTrac. Der er en høj grad af holdånd og en masse vestjysk stædighed. De er, lige som vi, villige til at gå den ekstra mil, der skal til for at få tilfredse kunder. Derfor ligner det et perfekt match, at DCM Cykler & Have/Parkmaskiner nu bliver forhandler af ParkTrac. Det er kun gået én vej, siden vi startede produktionen af Danmarks nye redskabsbærer. Det går samme vej i Fjerritslev. Det kan kun blive godt, vurderer direktør Henrik Christiansen, som står bag ParkTrac sammen med sin bror, Frank Christiansen.

- DCM Cykler & Have/Parkmaskiner kommer til at sælge og servicere ParkTrac i kommunerne Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted, Morsø og Skive. Det er et stort område, men firmaet har ressourcerne, kapaciteten og ikke mindst dedikationen til at klare opgaven, siger Henrik Christiansen.

DCM Cykler & Have/Parkmaskiner har i forvejen forhandling af en række markante maskinmærker til private og professionelle. Derfor er firmaets værksted og servicefolk allerede gearet til også at klare service og vedligehold af ParkTrac. Og Dan Quorning glæder sig til at byde den danskproducerede redskabsbærer velkommen.

Helt for sig selv

- Jeg har selv prøvet af køre mange forskellige redskabsbærere, og foruden at være dansk, er ParkTrac også noget helt for sig selv på andre områder. Tingene er lavet færdig, og det er nemt at skifte både dele og redskaber. Og så er der altså ikke så langt ned til Spjald, hvis vi får behov for reservedele, som vi ikke har på lager. Mange firmaer bryster sig af at kunne få leverancer fra fabrikken inden for 24 timer. Vi kan nå at køre til Spjald og tilbage adskillige gange på 24 timer, siger Dan Quorning.

En af de helt åbenlyse fordele ved ParkTrac ligger i maskinrummet, mener maskinhandleren i Fjerritslev.

- Andre redskabsbærere i samme størrelse fås med 35 hestekræfter som det maksimale. ParkTrac fås med 45 hk. Det giver både de ekstra kræfter, som så ofte kan gøre en afgørende forskel, og samtidig en hastighed på op til 30 km/t. På trods af større motor, skiller ParkTrac sig også positivt ud på det lave støjniveau og den fine affjedring. En maskinfører kan problemfrit holde ud at arbejde i en maskine en hel dag. Det kniber det med hos andre mærker, siger Dan Quorning.

Flere af medarbejderne på serviceværkstedet i Fjerritslev er helt dedikeret til at tage sig af have-/parkmaskiner. Hvis det ind imellem går for stærkt, træder chefen selv til og finder værktøjet frem. Dan Quorning er uddannet landbrugsmaskinmekaniker.

-jhn










Læs mere om EntreprenørMateriel

16/12 2016

Mest læste


Seneste nyheder