Aktuelle nyheder om byggebranchen - EntreprenørMateriel

ParkTrac håndplukker forhandlere(fra højre) Benny Lauridsen er indehaver af BL Motorservice, mens brødrene Preben og Erik Feddersen styrer værkstedet.

ParkTrac håndplukker forhandlere

Grindsted-firma skal klare salg og service for den nye danske redskabsbærer

Del artiklen på
Det er blot halvandet år siden, Henrik og Frank Christiansen præsenterede den nye redskabsbærer, ParkTrac, som en nyhed på den grønne messe Have & Landskab i Slagelse. Siden er der produceret maskiner på fabrikken i Spjald ved Videbæk, og ParkTrac har manifesteret sig på markedet.

- Det går stærkt. Men når det kommer til forhandlere, har vi ingen hast. Vi skal simpelthen være helt sikre på, at det er de rigtige firmaer, vi entrerer med som vore ambassadører rundt om i landet. Vi håndplukker vore forhandlere, fortæller direktør Henrik Christiansen.

Senest har ParkTrac føjet firmaet BL Motorservice ved Grindsted til forhandlerlisten.

- BL Motorservice matcher vore krav og ønsker helt perfekt. Firmaet har særdeles erfarne fagfolk både salgs- og servicemæssigt. Og indehaver Benny Lauridsen stiller samme kvalitetskrav, som vi gør i Spjald og sætter samtidig kunden i højsædet. Det er to parametre, som vi skal måles på i forhold til andre producenter, siger Henrik Christiansen.

Det har den nye forhandler, Benny Lauridsen, det fint med. Han er uddannet landbrugs- og bygningssmed og kørte som servicemontør i 13 år. I 2002 startede han for sig selv i det små med at servicere småmaskiner. Efter et par år blev BL Motorservice til et egentligt firma, og i 2005 købte Benny Lauridsen den landbrugsejendom, hvor BL Motorservice siden har udvidet med ny hal, kontor og stort udstillingslokale.

Erfarne maskinfolk
I 2008 ansatte han Preben Feddersen som servicemand til at styre værkstedet. I 2015 kom Preben Feddersens bror, Erik, også på lønningslisten hos BL Motorservice. Begge brødrene er mekanikere og kom med adskillige års erfaring med maskiner fra HCP Danmark mindre end 10 minutter fra BL Motorservice på Smedebakken ved Grindsted.

- ParkTrac får en hovedrolle hos os. Vi har mange mindre maskiner til private, men også efterhånden klippere og andet til professionelle. Esbjerg er hovedby i vores område, og både der og i Varde, Grindsted, Vejen og Ribe vil vi gå efter både boligforeninger, kommuner, entreprenører og anlægsgartnere. Nu har vi jo maskinen, der er relevant for dem, siger Benny Lauridsen.

Ikke mindst ParkTracs fysiske størrelse i kombination med de mange kræfter i maskinrummet bliver blandt de rigtig gode argumenter, Benny Lauridsen vil tage med sig rundt i det sydvestjyske område. Der er masser af forskellige redskabsbærere at få, men ParkTrac-brødrene i Spjald har netop satset på at udstyre deres maskine med kraftoverskud i forhold til 'de andre'.

- ParkTrac er jo lige så nem at komme omkring med som andre redskabsbærere, som typisk byder på op til 35 hestekræfter. Maskinen kan køre 30 km/t, og ParkTracs firecylindrede Kubota-dieselmotor yder 45 hestekræfter. Det er netop den ekstra power, der kan have så stor betydning i mange daglige arbejdssituationer. Selv om der er flere heste, holder ParkTrac et lavt støjniveau. Maskinen er tillige kendt for rigtig fin affjedring, forklarer den nye forhandler, Benny Lauridsen hos BL Motorservice.

-kj

Læs mere om EntreprenørMateriel

30/1 2017

Mest læste


Seneste nyheder