Aktuelle nyheder om byggebranchen - Have

Hvem bygger Danmarks bedste terrasser? Ifølge Bolius blev der alene sidste år bygget knap 120.000 terrasser og altaner i Danmark og trenden peger opad. Nu vil Essve kåre Danmarks bedste terrassebygger.

Hvem bygger Danmarks bedste terrasser?

En god terrasse kræver godt håndværk, hvis den skal tilføje værdi til ejendommen. Derfor hylder Essve nu det gode håndværk med en konkurrence om at blive Danmarks bedste terrassebygger

Del artiklen på
Danskerne er vilde med terrasser, men det kræver en fagmand at bygge en ordentlig terrasse. Der skal tages mange hensyn i planlægning og udførelse - som valg af træsort, vedligeholdelse, placering i forhold til huset og så videre. Alt sammen hensyn, hvor den dygtige håndværker bør tages med på råd.

- En terrasse er jo en meget synlig del af boligen, der skal holde i mange år. Den kan ikke kun give stor herlighedsværdi for ejeren, men også gøre selve ejendommen mere værd. Selv om mange mennesker måske tænker, at de sagtens selv kan bygge en terrasse, så er der altså kæmpe forskel på gør det selv-projektet, og så et arbejde udført af en professionel håndværker. Det budskab vil vi gerne være med til at støtte op om. Derfor sætter vi nu fokus på Danmarks dygtigste terrassebyggere, siger salgschef i Essve Danmark, Lars Holbæk.

Benyt en fagmand
Derfor sponsorer Essve nu en landsdækkende konkurrence, der skal kåre Danmarks dygtigste terrassebygger. Konkurrencens dommere består af tømrer Henrik Læssøe og arkitekt Anders Sunke. Henrik Læssøe har været tømrer siden 1984 og medvirket i flere tv-programmer, magasiner og demonstrationsvideoer som ekspert på sit område. Anders Sunke ejer arkitektfirmaet Sunke Arkitekter på Fyn. Med en baggrund som tømrer og bygningskonstruktør har han stor ekspertise i alle byggeriets faser og er meget optaget af, hvordan man bevarer og udvikler bygningens eller områdets oprindelige værdi.

- Med konkurrencen vil vi gerne hylde Danmarks dygtigste håndværkere og slå et slag for, at flere benytter en fagmand, når der skal udføres arbejde på boligen. Hos Essve arbejder vi hele tiden på at udvikle nye produkter og løsninger, der hjælper den professionelle håndværker til at udføre sit arbejde bedre, mere effektivt og ikke mindst sikkert. Et godt eksempel på dette er vores HDS-system (Hidden Decking System, red.), der revolutionerer måden at bygge terrasser uden synlige skruer på. Og da vi samtidig er Nordens største inden for befæstelse, ser vi os selv som et naturligt fundament for det gode håndværk, fortæller Lars Holbæk.

For at deltage i konkurrencen skal man sende en kort beskrivelse til terrasse@essve.dk, der fortæller, hvorfor ens terrasseprojekt er unikt. Det kan være i materialevalg, niveauer, placering i forhold til bygning, særlige samlinger eller noget helt femte. Desuden er man også meget velkommen til at medsende en arbejdstegning, billeder samt liste over materialevalg.

Udover at kunne markedsføre sig med titlen som Danmarks bedste terrassebygger, så præmierer Essve også vinderen med befæstelse og værktøj til en værdi af 10.000 kroner.

-los

Læs mere om Have

10/2 2017