Aktuelle nyheder om byggebranchen - Indeklima

Dårlig lyd giver dårlig undervisning Både elever og lærere døjer med den dårlige akustik i de danske skoler, viser Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling fra 2016.

Dårlig lyd giver dårlig undervisning

God akustik er altafgørende i folkeskolen. Et godt lydmiljø gør, at skoleelever forstår læreren bedre, husker mere, læser bedre og får højere karakterer ved prøver, viser en national trivselsmåling

Mange elever oplever dagligt, at det er svært at høre, hvad læreren siger. I Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling fra 2016 svarer 25,3 % af drengene og 28,6 % af pigerne i folkeskolens 7.-9. klasse, at de tit eller meget tit oplever at blive forstyrret af larm i klassen.

Dårlig rumakustik er et velkendt problem i de danske folkeskoler. Mange steder finder undervisningen sted i lokaler, der ikke er optimeret til undervisning, og det kan have store konsekvenser for eleverne.

Flere undersøgelser viser, at elever i dårlige lydmiljøer ikke kan høre deres lærer tydeligt. De har nedsat korttids- og langtidshukommelse, er mindre fokuserede, har lavere læseevne, er mere stressede og får dårligere eksamensresultater.

- Fra alle sider tales der meget om at styrke folkeskolen og udbyttet af undervisningen. Det handler om mange forskellige typer indsatser, men en meget vigtig dimension er de fysiske rammer, og her er et godt lydmiljø helt afgørende. Det undrer mig, at man ikke prioriterer akustik højere i de danske folkeskoler. Med enkle løsninger kan man skabe gode lydmiljøer, som har en målbar effekt på både trivsel og indlæring. Målinger viser, at et godt lydmiljø kan øge elevernes forståelse af, hvad læreren siger med 25 %. De bliver bedre til at koncentrere sig, læser bedre og får højere karakterer ved prøver, siger business unit manager i akustikvirksomheden Ecophon Danmark, Anders Lisberg Petersen.

Belaster stemmen
Det er ikke kun eleverne, der lider under de dårlige lydforhold. Også lærerne er hårdt påvirket. Lærere har således 32 gange større tilbøjelighed til at få problemer med stemmen end personer i lignende jobs, og i undersøgelser beretter 80 % af lærerne om belastning af stemmen og halsrelaterede problemer som ondt i halsen, stemmetab og halsinfektioner. For den almene befolkning er procentdelen fem procent.

- Når der er dårlig rumakustik i et lokale, stiger den lavfrekvente baggrundsstøj, der forvrænger tale og gør det vanskeligt at lytte. Derfor bruger lærerne automatisk kræfter på at tale højere og tydeligere, hvilket er en stor belastning, når det foregår gennem en hel undervisningsdag.

I Storbritannien er der i grundskolen registreret 73.000 tabte undervisningsdage om året pga. stemmerelaterede problemer. Mange danske folkeskolelærere kan sikkert nikke genkendende til det billede. Det er da et problem, som bør tages alvorligt, påpeger Anders Lisberg Petersen.

Forsker i akustik
Ecophons akustikløsninger er baseret på miljøvenligt glasuld. Ecophons glasuld kombinerer over 70 % genbrugsglas med et plantebaseret bindemiddel, som i modsætning til oliebaserede bindemidler ikke udleder formaldehyd.

- Vi har et udviklings- og forskningsteam på 16 personer ansat, som ikke beskæftiger sig med andet end at forske i akustik. Hvis man skal skabe optimale betingelser for elever og lærer i folkeskolen, skal der tænkes hele vejen rundt om indeklimaforholdene – både lyd og luft. Det vil vi gerne bidrage til, slutter Anders Lisberg Petersen

-los

Læs mere om Indeklima

6/4 2017