Rockwool får ny direktørJes Munk Hansen har dansk og amerikansk statsborgerskab og har en kandidatgrad fra Københavns Universitet og en MBA fra London Business School. Foto: Rockwool.

Rockwool får ny direktør

Jens Birgersson fortsætter som administrerende direktør, indtil Jes Munk Hansen, der i dag er administrerende direktør i Terma, tiltræder i Rockwool senest den 1. september 2024

Jes Munk Hansen afløser Jens Birgersson som administrerende direktør i Rockwool senest til september.

- Jens Birgersson har været en drivkraft i Rockwool’s positive forretningsudvikling gennem de sidste ni år. I Jens' tid er vores salg steget markant, og vores EBIT-margin er på et historisk højt niveau.

- Samtidig har Rockwool styrket sin position som verdens førende stenuldsproducent. Koncernen står på et meget solidt fundament for dens fortsatte udvikling, og jeg vil gerne takke Jens for hans stærke lederskab, siger bestyrelsesformand Thomas Kähler. 

Jens Birgersson har mere end 20 års erfaring fra byggematerialebranchen med fokus på energieffektivitet og bæredygtighed.

Allerede før han kom til Terma, havde Jes Munk Hansen opnået betydelig international ledelseserfaring, og han har blandt andet boet i USA, hvor han i fem år var ansvarlig for Grundfos' nordamerikanske forretning.

Efterfølgende havde han en række lederstillinger i Osram og var administrerende direktør for Ledvance.

Jes Munk Hansen er i dag næstformand i Dansk Industri, bestyrelsesmedlem i WSAudiology og han har desuden siddet i Rockwools bestyrelse det seneste år.

Han stiller op til genvalg til Rockwools bestyrelse på den ordinære generalforsamling og træder først ud af bestyrelsen i forbindelse med sin tiltræden som administrerende direktør.

- I Jes Munk Hansen får Rockwool en administrerende direktør med betydelig ledelseserfaring fra store internationale koncerner i byggematerialesektoren.

- Han er en succesfuld leder i Terma, og jeg har personligt nydt godt af hans store erfaring via bestyrelsesarbejdet i Rockwool. Derfor er jeg overbevist om, at vi med Jes har fundet den rette person til at lede Rockwool, siger Thomas Kähler.

Jes Munk Hansen har dansk og amerikansk statsborgerskab og har en kandidatgrad fra Københavns Universitet og en MBA fra London Business School.

- Jeg er stolt over og stærkt motiveret af at få muligheden for at lede Rockwool, og jeg ser frem til at møde ledelsesteamet, medarbejdere, kunder og andre partnere. Rockwool er en globalt førende aktør, og dermed følger også et betydeligt ansvar.

- For mig bliver det vigtigt at vise, at energieffektivitet, bæredygtighed og forretningsresultater kan gå hånd i hånd. Ikke mindst ser jeg frem til at blive en del af det daglige arbejde hos Rockwool, en virksomhed jeg har fulgt gennem hele min karriere, siger Jes Munk Hansen.

-dc

29/2 2024