Nyborg Kommune greb ikke ind mod Lynfrost-skandalen
3F har bedt om møder med miljøafdelingen i kommunen, uden at kommunen er dukket op
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Under Folketingets spørgetid, hvor spørgsmålet om arbejdsmiljøet – eller snarere mangel på samme – på Lynfrosrten i Nyborg blev rejst, pegede Leila Stockmarr (EL) på, at
jorden under området Lynfrosten er meget forurenet.
I 1960 nedbrændte en tjærefabrik, og siden da har ingen gjort noget for at rydde op i den kemisk forurenede jord. Region Syddanmark har ifølge Leila Stockmarr vurderet, at 1.000 tons fenolrester og 50 til 100 tønder med plantegift er gravet ned på grunden:
Kommunen dukkede ikke op
- Forløbet i denne sag har også været meget problematisk. 3F Nyborg har gentagne gange bedt kommunen om at gøre noget. De har bedt om møder med miljøafdelingen i kommunen, uden at kommunen er dukket op.
- Bygherre har på intet tidspunkt været tilskyndet til at overholde nogen miljøregler. Han har derfor kunnet overtræde de begrænsninger, der har været i den byggetilladelse, han har fået, uden at der er givet nogen påbud eller bøder, sagde Enhedslistens folketingsmedlem.
Spilleregler på det danske arbejdsmarked
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) slog fast, at der allerede er lovgivning, der betyder, at hvis man ved, at der er farlig kemi, så skal man i første omgang forsøge at fjerne den, inden man sender medarbejdere ind.
Hvis det ikke er muligt, skal man prøve at forhindre, at medarbejderne ikke bliver udsat for kemien, og hvis det heller ikke er muligt, skal man i det mindste sørge for, at de er beskyttede:
- Det, vi diskuterer her, er konsekvenserne, hvis man ikke følger reglerne. Det er vores spilleregler på det danske arbejdsmarked... Det er en vedvarende diskussion, vi skal have med hinanden.
- For konsekvenserne af at spekulere i menneskers helbred, så de bliver syge af at gå på arbejde, er ret massive for den enkelte medarbejder, men økonomisk kan det til tider betale sig, fordi gevinsten er så stor, sagde ministeren.
Fordobler bøderne
Hun turde dog ikke udtale sig om det konkrete tilfælde i forhold til, hvad der ligger bag:
- Jeg vil slet ikke afvise, at vi kan gå videre med noget af det, vi er i gang med at vedtage, og som træder i kraft inden længe. Det er jo hele opstramningen for primært byggeriet i vores
social dumping-aftale, der netop handler om alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen.
- Både i forhold til at fordoble nogle af bøderne, især ved gentagne overtrædelser, men også i forhold til at sørge for, hvis du er hovedentreprenør på et stort projekt, og der er mennesker, der ikke bliver passet ordentligt på - og der er alvorlige overtrædelser.
- Så er det faktisk i sidste ende både dit ansvar, men også din økonomiske hovedpine, sluttede ministeren.