213 millioner kroner fra Realdania til Kronborg

213 millioner kroner fra Realdania til Kronborg

Restaurering af Kronborgs fæstningsanlæg er blandt andet finansieret af Realdania

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Pia Kjærsgaard (DF) har bedt kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) give en oversigt over de bygningsmæssige renoveringer og investeringer, der er tilført Kronborg Slot og fæstning gennem privat finansiering.

Samtidig vil hun vide, hvordan de pågældende investeringer har været forbundet med en forventning om en fortsat aktivt scenekunstnerisk brug af slottet.

Genskaber fæstning
Ifølge kulturministeren har Realdania doneret 213 millioner kroner til etablering af Kulturhavn Kronborg, der blev ind viet i 2013:

- Projektet havde til formål at genskabe en række af Kronborgs fæstningselementer, herunder glacis, ravelin og ydre voldgrav, samt skabe et rekreativt miljø på Helsingør Kommunes tidligere værftsareal, oplyser ministren.

Levende og kreativ bydel
Realdanias donation var med til at revitalisere fæstningsanlægget og sætte skub i udviklingen af kasernebyen som en ”levende og kreativ bydel” med cafeer og gallerier samt den store sceneplads, der danner rammen om Hamlet Scenens  Shakespeare-skuespil:

- I henholdsvis 2018 og 2019 har Realdania doneret i alt tre millioner kroner til indretning af indendørs scene, backstage-faciliteter og prøvelokaler i Indkvarteringsbygningen i Kronværket med henblik på at understøtte HamletScenens teatermæssige udviklingsmuligheder, oplyser Jakob Engel-Schmidt.

25/3 2025