Afgørende gennembrud i kampen mod arbejdskriminalitetFormand for Danske Byggefag, Claus von Elling

Afgørende gennembrud i kampen mod arbejdskriminalitet

Danske Byggefag er godt tilfreds med politiforliget og den dermed stærkere kamp mod organiseret arbejdskriminalitet

Af Dan Bjerring

Med aftalen anerkendes arbejdskriminalitet for første gang som et selvstændigt kriminalitetsområde – og det bliver fulgt op med reelle ressourcer.

Claus von Elling, der er formand for Danske Byggefag og 3F Byggegruppen kalder det et ”afgørende gennembrud” i kampen for et lovlydigt og trygt arbejdsmarked:

- Problemerne med organiseret kriminalitet i byggebranchen er eskaleret. Det slider både på branchens renommé og på de mennesker, det går ud over, siger han med henvisning til de næsten 30 årsværk, der er afsat til den skærpede indsats.

Rammer lovlydige virksomheder

Formanden for Danske Byggefag understreger, at arbejdskriminalitet går hårdt udover de lovlydige virksomheder og undergraver medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår.

Med aftalen bliver det tydeligt, at ansvaret for at bekæmpe kriminalitet ligger hos myndighederne, mens arbejdsmarkedets parter har ansvaret for overenskomsterne.

Tidligere er brud på overenskomsterne, dårlige arbejdsforhold og decideret kriminalitet blevet blandet sammen og betegnet ”social dumping”:

- Nu får vi en klar opgavefordeling, og det er helt afgørende, mener Danske Byggefag.


7/12 2025