Danmark er et rigt og lige land
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret Den Danske Model, som via kollektive overenskomster skaber høj produktivitet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en publikation, der peger på en række årsager til, at danske lønmodtageres høje levestandard i høj grad skyldes et ”velfungerende og velorganiseret arbejdsmarked med stærke parter, der forhandler kollektive overenskomster”:
- Den høje velstand skyldes først og fremmest, at vi har et erhvervsliv med høj produktivitet. Vi arbejder smart og effektivt – fordi lønmodtagerne i Danmark er relativt godt uddannede, og virksomhederne investerer i teknologi, lyder budskabet blandt andet.
- Den danske model bidrager direkte til den høje produktivitet, idet forskning viser, at lønmodtagere i lande med en høj organiseringsgrad producerer mere per arbejdstime end i lande med svage fagforeninger.
Relativt høj timeløn
Andre konklusioner er:
- Danmark er et rigt og lige land
- Timelønnen er relativt høj i Danmark. Også for de lavest lønnede er lønnen relativt høj.
- Forskellen mellem højt- og lavtlønnede er relativt lille, og fagforeninger skaber mere lighed.
- Fagforeninger gør virksomhederne mere produktive, og Danmark har mange fagforeningsmedlemmer og høj overenskomstdækning.
Det noteres ligeledes, at den danske model med ”flexicurity” giver fleksibilitet og tryghed, og dermed sikres det, at danske arbejdsløse kommer hurtigt tilbage i job.
Blandt de rigeste i verden
Det er ikke mindst den danske samfundsmodel, som har vist sig yderst konkurrencedygtig i den internationale økonomi:
- Danmark er blandt de rigeste lande i verden, og samtidig er uligheden lav sammenlignet med andre lande. Danmark ligger nummer fem i OECD målt på bruttonationalindkomst (BNI) per indbygger.
Der peges på, at Danmarks høje velstand ikke skyldes rige naturressourcer eller lave skatter for at tiltrække rige udlændinge:
- Faktisk har vi et samfund med relativt høje skatter, høj understøttelse til arbejdsløse og en stor offentlig sektor. Danmarks styrke ligger i en høj produktivitet og evne til innovation blandt virksomheder og lønmodtagere.
- Samtidig sikrer vores samfundsmodel en høj grad af tryghed og relativt lige chancer i livet, understreger AE.
Working poor
Den gennemsnitlige realløn i Storbritannien var den samme i 2023 var som i 2008. Det betyder, at den gennemsnitlige brite ikke kan købe mere for sin løn. Samtidig er den gennemsnitlige realløn i Danmark nu omkring ti procent højere i samme periode:
- Mens der er relativt få fattige i Danmark, kæmper flere lønmodtagere i andre sammenlignelige lande med fattigdom, selvom de arbejder. De er det, man kalder arbejdende fattige eller ”working poor”.
- Som arbejdende fattig kan man være nødt til at have flere deltidsjob, for eksempel i servicesektoren. Det gælder for eksempel i ellers velstående lande som Tyskland og Storbritannien, hvor fagforeningerne ikke er stærke.
Læs hele pjecen på nedenstående link