Dyrere og forsinket FemernforbindelseModelfoto

Dyrere og forsinket Femernforbindelse

Ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) bliver Femernforbindelsen ikke bare dyrere, men også forsinket

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Det fremgår af et svar til Nick Zimmermann (DF), der har bedt ministeren redegøre for, om de konstaterede forsinkelser i anlægsarbejdet af Femernforbindelsen har ført til, eller for ventes at føre til, fordyrelser af projektet, herunder størrelsen af eventuelle meromkostninger.

Han ønsker desuden at vide, om det kommer til at påvirke danskernes fremtidige brugerbetaling for benyttelse af forbindelsen.

Længere tilbagebetalingstid

Thomas Danielsen henviser til et tidligere svar, hvoraf det fremgår, at Femern A/S er i forhandlinger med hovedentreprenøren for de store tunnelkontrakter, FLC, om en opdateret tidsplan og håndtering af en række problemer og risici - samt krav rejst af entreprenøren:

- Der må forventes en fordyrelse, som vil føre til en forlængelse af tilbagebetalingstiden inden for rammerne af den forudsatte tilbagebetalingstid ved Folketingets vedtagelse af anlægs- og driftsloven for en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, påpeger ministeren.

Ingen forskel på betaling

Sund & Bælt Holding A/S oplyser, at der fortsat forhandles med FLC, og at det derfor ikke er afklaret, hvad konsekvenserne vil være for den samlede anlægsudgift for den faste forbindelse:

- Selskabet oplyser videre, at det ikke vil ændre ved, at Femern Bælt forbindelsen og de danske landanlæg kan brugerbetales. En forventet fordyrelse af projektet vil derfor alene få betydning for projektets tilbagebetalingstid, oplyser transportministeren.

Til gengæld erkender han, at alle brugere af Femernforbindelsen skal betale for at benytte den:

- Og at der naturligvis ikke vil blive gjort forskel på brugernes nationalitet, herunder i forhold til pris for at benytte forbindelsen, slutter Thomas Danielsen


9/2 2026