Milliarderne fosser søvngængeragtigt ind i statskassen

Milliarderne fosser søvngængeragtigt ind i statskassen

Med udsigten til både en eventuel handelskrig og et større udgiftspres fra nødvendige forsvarsudgifter er det godt at have noget at stå imod med

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I en situation, hvor Danmark har brugt cirka 60 milliarder kroner i støtte til Ukraine, køber Københavns Lufthavne for 32 milliarder kroner og senest skal bruge 50 milliarder kroner på anskaffelser til Forsvaret, kan det for de fleste danskere virke ufatteligt, at det hele kan lade sig gøre, uden at nogen rent faktisk har kunnet mærke det på deres pengepung.

Årsagen er, som Bygtek ofte har påpeget, den bomstærke danske økonomi, hvor skiftende regeringer genne de seneste 15 år har puget op mod 800 milliarder kroner sammen i overskud på statens budgetter.

Uvirkeligt flotte BNP-tal
De seneste tal fra Danmarks Statistik for det danske bruttonationalprodukt (BNP) er nærmest uvirkeligt flotte og beviser, at Danmark ligger i den økonomiske europæiske superliga.

Cheføkonom Bo Sandberg i Brancheforeningen Aktive Ejere understreger i en kommentar til tallene, at de gode takter i dansk økonomi fortsatte i 4. kvartal med en vækst på 1,6 procent:

- Og med tallene for årets sidste kvartal, kan der samtidig dannes en samlet konklusion for 2024, der indebar en vild BNP-vækst på hele 3,6 procent.

- Det er især en årsvækst i eksporten på næsten helt surrealistiske +7,6 procent – især af medicinalvarer – der trækker den samlede danske vækst op i de højere luftlag, siger Bo Sandberg.

Inflationsforskrækkede forbrugere
Han påpeger, at det er symptomatisk for, at den indenlandske økonomi vokser lidt mere moderat, at de ”inflationsforskrækkede forbrugere” tilsyneladende ikke lader sig forføre.

Tværtimod tog forbrugerforventningerne et yderligere dyk ned i dybfryseren i februar. Det skyldes blandt andet en usikker verdensøkonomisk fremtid:

- Dermed må man endnu engang konstatere, at forbrugertilliden svinger markant ude af takt med stort set samtlige andre økonomiske nøgletal herhjemme, siger Aktive Ejeres cheføkonom

Godt at have noget at stå imod med
Han understreger samtidig, at med udsigten til både en eventuel handelskrig og et større udgiftspres fra nødvendige forsvarsudgifter er det godt at have noget at stå imod med:

- Det bidrager den flotte vækst i 2024 til. Her kan man snusfornuftigt sige, at hvad der er gået godt, kommer ikke skidt tilbage. Og meget symptomatisk er råderummet da også igen-igen blevet markant opjusteret, da pengene som bekendt fosser søvngængeragtigt ind i statskassen, siger Bo Sandberg.

Presser forsvarsudgifter opad
Samtidig opfordrer han dog til, at man skal være opmærksom på, at den større økonomiske vækst i sig selv presser forsvarsudgifterne opad med mange milliarder:

- Det måltal, vi kommer til at skulle sigte efter i forsvarsinvesteringerne, defineres jo netop som en procentsats af BNP – uanset om den så lander på 2, 3, 3½, 4 eller 5 procent, siger cheføkonomen.

20/2 2025