
Staten sviner med byggevirksomhedernes penge
Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede har på tre år brugt godt 27 millioner kroner i administration at udbetale 1 million kroner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Sidste år kostede det Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) 8,1 millioner kroner i ren administration, at fonden gjorde en enkelt sag færdig og udbetalte 700.000 kroner. Fonden er først og fremmest rettet mod byggebranchens virksomheder.
Samtidig modtog AFU en enkelt ny sag, som de nu er i gang med at administrere.
Tallene stammer fra fondens netop offentliggjorte regnskab.
Det betyder, at AFU samlet over de seneste tre år har brugt 27½ millioner kroner i ren administration for at kunne udbetale en million til ansatte i udenlandske virksomheder, der har snydt deres medarbejdere for løn.
Stigende skepsis
Direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, har de seneste år med stigende skepsis fulgt udviklingen i AFU.
Virksomheder med ansatte blev gennem de første år opkrævet i nærheden af 100 millioner kroner, men da det viste sig, at behovet for udbetalinger var langt mindre, blev yderligere opkrævninger sat i bero - men kun så længe der er penge i fonden.
Der står i øjeblikket 25 millioner tilbage på kontoen, og det er dem, der år for år hovedsageligt bruges på administration.
ATP administrerer fonden
Fonden administreres af ATP og ledes af en direktion samt en bestyrelse på 13 medlemmer med økonomen Torben M. Andersen i spidsen.
Desuden er der valgt et repræsentantskab, men fonden er nedsat af politikere med lovbestemte indtægter.
Det førte sidste år til, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen blev bedt om at forholde sig til det voldsomme pengeforbrug. Men i sit svar henviste hun blot til ATP's opgørelse over, hvordan pengene var brugt.
Hvem har ansvaret?
Derfor er det ifølge Morten Frihagen uvist, hvem der juridisk bærer ansvaret:
- Hvis det ikke er den minister, der står for lovgivningen, så må det enten være direktionen, bestyrelsen eller repræsentantskabet.
- Det ser desværre ud til, at der i øjeblikket ikke er politisk opbakning til at ændre på ordningen - selvom dens effekt er tvivlsom - måske fordi man har bundet sig til ATP med en administrationsaftale, som indeholder et opsigelsesvarsel på tre år og en udgift på cirka 18 millioner kroner, forklarer Morten Frihagen.
Kun et enkelt nyt navn på listet
Behovet for fonden ser ud til at være kraftigt dalende. På listen over de virksomheder, som erhvervslivet ikke bør samarbejde med, fordi fonden har penge til gode, står blot fire virksomheder.
Af dem er mindst to gået konkurs for længst.
Da virksomhederne står på listen i tre år, betyder det, at der i gennemsnit kun kommer godt et nyt navn på listen pr. år.
Skal bare tage telefonen
Dansk Håndværk ser også andre tegn på, at hjælpen til de udlændinge, der snydes for løn, bruges forkert:
- Det eneste direkte mål, politikerne har sat for fondens virke, er, at de skal tage telefonen, når den ringer – og helst inden for tre minutter. I år har telefonen ringet 120 gange – det svarer til én gang hver anden arbejdsdag.
- Nu er tre minutter ret lang tid, så det lykkes at besvare opkaldet inden for tidsfristen i 89 procent af tilfældene. Selvom det er under politikernes krav om, at man skal nå at løfte røret indenfor tre minutter ved 90 procent af opkaldene – er der andre og vigtigere måder at vurdere, om midlerne bruges formålstjenligt, understreger Morten Frihagen.
53 millioner kroner i administration
Som eksempel nævner han, at det havde været bedre, hvis nogle af de 53 millioner, der sammenlagt er forsvundet i administration, var brugt på at hjælpe det offentlige med at undgå social dumping på deres store byggeprojekter:
– Der er lidt for mange eksempler på, at det er der, det kniber med at holde styr på forholdene. Det vil trods alt være bedre at forebygge end at spilde kræfterne på virksomheder, der for længst er gået konkurs, slutter Dansk Håndværks direktør.