Næstved har vokseværk
Et bredt flertal i byrådet i Næstved har godkendt opførelse af et firstjernet hotel og 143 bynære ejer- og lejeboliger samt en ny urban park
Planerne om at etablere 143 boliger, en urban park og et firstjernet hotel med 117 værelser i Rådmandshaven i Næstved kan nu realiseres efter et bredt flertal byrådet har godkendt lokalplanen for området.
Borgmester Kenneth Sørensen (V) glæder sig over den brede opbakning.
- På Næstveds vegne er der rigtig god grund til at glæde sig over udsigten til et helt nyt bykvarter med hotel, bynære boliger og en urban park.
- Det vil være med til at løfte Næstved med øget turisme, arbejdspladser og dermed flere skatteindtægter til kommunen, som understøtter alle de andre aktiviteter og attraktioner, vi har i vores kommune, siger han.
Han takker samtidig Udviklingsselskabet Rådmandshaven med Nicolai Hartmann i spidsen for et vellykket samarbejde.
Dermed leverer de nye boliger og hotellet centralt i byen på behovet for flere bynære boliger og øget overnatningskapacitet i en kommune i vækst.
- Næstved har en rigtig god placering på Sjælland, og med kommende motorvej og Femern-forbindelse bliver det endnu lettere at komme til byen. Det glæder jeg mig over.
- Jeg er også helt bevist om, at debatten om det nye bykvarter har vakt mange følelser i nogle kredse i byen, men jeg er sikker på, at det nye bykvarter vil komme til glæde og gavn for alle, når det efter planen står færdigt i 2028, slår Kenneth Sørensen fast.
Området er centralt beliggende med et areal på 25.000 m2 i Rådmandshaven i Næstved. I dag huser arealet kommunale parkeringspladser til fortrinsvis administrationsbygningen i Rådmandshaven, men også folk med ærinde i bymidten.
På arealet bliver der opført 143 lejligheder, der fordeles på 45 ejer- og 98 lejeboliger i forskellige størrelser og planløsninger. Boligerne vil blive fordelt på syv boligblokke.
Dertil bliver det fire-stjernede hotel, som skal drives af hotelkoncernen Bühlmann, opført i 11 etager med 117 værelser, restaurant og rooftop med udsigt over bymidten, Herlufsholmskoven og landskaberne omkring byen.
Dertil kommer den urbane park, som bliver en naturlig forbindelse mellem bymidten, Rådmandshaven, Susåen og Herlufsholmskoven.
-dc