Interessen er for stor: Udvider biksen for anden gang indenfor to årHåndværkerbutikken udvides med ca. 600 m2.

Interessen er for stor: Udvider biksen for anden gang indenfor to år

Davidsens Tømmerhandel i Grindsted har vokseværk. Trælastkæden udvides for anden gang på under to år for fortsat at kunne imødekomme interessen og opbakningen fra lokale kunder

Det kræver plads at følge med den store interesse fra lokale håndværkere og gør-det-selv-entusiaster i Grindsted og omegn. Det kan man skrive under på hos Davidsens Tømmerhandel, der er gået i gang med en større udvidelse.

Konkret bliver håndværkerbutikken udvidet med 600 m2, og de opvarmede lagerfaciliteter vokser med 200 m2, mens de eksisterende rammer får en markant overhaling med ny facade, indgangsparti, vinduer, gulve, døre og inventar.

- Siden min start som trælastdirektør i Grindsted sidste år er opbakning og efterspørgslen fra vores mange trofaste kunder kun vokset. Vi vil rigtige gerne gengælde interessen, og det gør vi bl.a. ved at skabe endnu bedre rammer i butikken.

- Derfor investerer vi nu i en stor udvidelse til glæde for både professionelle og kvalitetsbevidste gør-det-selv-kunder i lokalområdet, fortæller trælastdirektør hos Davidsens Tømmerhandel i Grindsted, Piratheepan Sivanyanam.

Mens udvidelsen fordobler butiksarealet, bliver der nu også plads til endnu flere varenumre i sortimentet, som desuden skræddersyes til den lokale efterspørgsel.

- Vi forøger mere eller mindre alle vareområder i forbindelse med udvidelsen. Det betyder, at vi øger med 4000 varenumre fordelt på alt fra entreprenør, maling, vvs & tilbehør, el, have, grill og større udstilling af fliser, gulve, bad møbler samt køkken.

- Det nye varesortiment er desuden tilpasset efter, hvad vores lokale kunder generelt efterspørger, så vi fortsat kan imødekomme deres ønsker og krav, siger Piratheepan Sivanyanam.

Det er anden gang på to år, at Davidsens afdeling i Grindsted udvides. Og den positive udvikling sætter også sit præg på organisationen.

Over den seneste tid har trælasten ansat fire nye medarbejdere, som alle skal være med til at imødekomme den voksende interesse i lokalområdet.

- I 2023 udvidede vi trælasten med to haller, og vi har stor tiltro til, at vi kan fortsætte den gode udvikling med de nye investeringer. På den måde ønsker vi at fremtidssikre afdelingen og forhåbentlig bidrage til yderligere vækst i lokalområdet.

- Men selvom vi får flere besøgende i butikken, skal vores gode service naturligvis ikke forringes. Derfor er det også vores klare forventning, at vi på sigt får behov for flere ansatte fra området, som besidder den vigtige lokale viden om håndværkernes behov, siger Piratheepan Sivanyanam.

Butikkens åbningstider påvirkes ikke af arbejdet med udvidelsen og renoveringen. Begge dele forventes at stå færdig i marts næste år.

Det kommer der til at ske med Davidsens Tømmerhandel i Grindsted:

• Håndværkerbutik udvides med ca. 600 m2
• Nye, opvarmede lagerfaciliteter på ca. 200 m2
• Salgskontor og betjeningsområde udvides
• Ny facade og indgangsparti samt nye gulve, vinduer og døre
• Varmesystem skifter fra gas til fjernvarme
• Nye ladestandere til elbiler
• Sortiment udvides med over 4000 nye varenumre

-dc

24/10 2024