200 ekstra hestekræfter i sålerne
Airtox har piftet sine mest populære modeller op. De tre mest sælgende sko er blevet lettere og har fået et mere eksklusivt design, og indtil videre har brugerne taget godt imod dem
Af Daniel Christensen
Som taget ud af drejebogen fra produktionen af en sportsvogn har Airtox toptunet sine tre mest populære sko.
Det betyder, at modellerne FS22, FL44 og FS55 er blevet opgraderet i design og nedjusteret i vægt.
Helt præcist vejer de nye modeller 100 gram mindre end de originale. Og det er ifølge administrerende direktør, Henrik Wiingaard-Madsen, en forskel, der rykker.
- Der er slående forskel på at have de her sko på, der vejer 100 gram mindre. Man kan mærke det lige med det samme, når man har dem i hånden. Det er en stor reduktion sammenlignet med, hvad en sikkerhedssko typisk vejer.
- Vores klassiske modeller vejer omkring 540 gram, og her barberes så 100 gram af, siger han og tilføjer:
- Vi har ladet os inspirere af Mercedes og AMG. En i forvejen lækker og populær model, som man putter 200 ekstra hestekræfter i og får en mere eksklusiv version. Vi har også stylet skoene, som man jo også typisk gør med en sportsvogn.
- De har fået en designopgradering, der understreger, at det er prestigemodeller. Det er det vildeste, man kan lave indenfor vores kategori.
Mere skridfast og bedre stødabsorbering
En af de største forandringer i designet er den transparente sål, der udover et friskt, visuelt udtryk også sikrer, at skoene ikke kan lave mærker – eksempelvis i et nylagt trægulv.
- Det er ikke kun komforten, som er i top. Vi har også opgraderet på ydeevnen. Skoene er væsentlig mere skridfaste. Flere af vores brugere har udtalt, at de er bedre at gå i end deres almindelige sko. Der er bedre affjedring og stødabsorbering, siger Henrik Wiingaard-Madsen.
ATX står for Airtox Tech XCelerated og er et af skoproducentens nye, registrerede trademarks. Som det er tilfældet for Mercedes’ AMG-model, er prisen på de opgraderede Airtox-sko højere end på originalen. Kvalitet koster.
- Skoen er til alle, der værdsætter mode og deres krop og sundhed. Hvis man sammenligner FL44 ATX med den originale FL44 er der i omegnen af 800 kr. forskel.
- Men vi har mange kunder, der er vilde med vores sko, og når de har mulighed for at købe en tunet version af den sko, de i forvejen er enormt glade for, vil mange af dem gerne strække sig lidt ekstra for at få den opdaterede model, siger Henrik Wiingaard-Madsen og tilføjer:
- Folk er rystede, når de tager dem på. Der er ingen, der har kommenteret negativt på, at modellen koster lidt ekstra.
Er gået all in
Airtox er let at få øje på i gadebilledet med reklamebannere i byerne, diverse sponsorater af sportshold og begivenheder og tv-reklamer. Et af de største projekter, skoproducenten i øjeblikket investerer tid og penge i, er etableringen af en stor, europæisk MMA-liga med base i Danmark.
I spidsen for ligaen med det mundrette navn Airtox Dominance Fighting Championship står tidligere UFC-kæmper og OL-medaljevinder i brydning, Mark O. Madsen.
- Her er der ikke bare tale om et sponsorat. Det er et kæmpe samarbejde, og vi forventer, at ligaen bliver den største i Europa. Den vokser hele tiden. Vi er med til at designe stævnerne sammen med Mark. Vi er gået all in, siger Henrik Wiingaard-Madsen.
- Vi har også lavet aftale om at være med i et par danske spillefilm næste år, og så har vi netop lanceret en sikkerhedsstøvle, der er helt futuristisk i sit udseende, og som man kan have på hele året, tilføjer han.
daniel@odsgard.dk