Aktuelle nyheder om byggebranchen - VVS

Alle tiders bedste resultat for vvs-firmaJohn Jensen VVS har gennem 55 år aldrig haft et ’rødt’ regnskab og satte sidste år regnskabsrekord efter 17 år med stigende aktivitet. Jesper Leen Jensen er ejer og adm. direktør.

Alle tiders bedste resultat for vvs-firma

John Jensen VVS opnår vækst på alle kerneområder og lukker regnskabet for det seneste år med 22 % fremgang i omsætningen og 43 % i resultatet før skat

Del artiklen på

- Ordentlighed og kvalitet går aldrig af mode, og vi ser virksomhedens fortsatte fremgang som resultat af mange års fortsatte bestræbelser på altid at leve op til og matche kundernes forventninger. Det handler om positive gensidige relationer, tillid og troværdighed.

Det er ejer og administrerende direktør Jesper Leen Jensen fra John Jensen VVS i Hedehusene, der efter endnu et rekordår sætter de bløde værdier i fokus som en afgørende løftestang for firmaets succes og vækst. Uanset om det drejer sig om serviceopgaver for boligselskaber og erhvervsvirksomheder (40 %), udbedring af forsikringsskader (15 %) eller entrepriseopgaver indenfor nybyggeri og renovering (45 %).

- Vores succes bunder i tilfredse kunder, der med afsæt i firmaets 55-årige specialisering som klassisk VVS-installatør, et solidt økonomisk fundament og medarbejdernes dybgående faglige kompetencer både vender tilbage med nye opgaver og anbefaler os til andre bygherrer, fastslår Jesper Leen Jensen og pointerer, at virksomheden i sine 55 år aldrig har haft en rød bundlinje.

Professionel bestyrelse giver super sparring
Jesper Leen Jensen har, siden han i 2000 overtog virksomheden fra sin far, løftet omsætningen fra godt 7 millioner kroner til knap 160 millioner kroner. Han ser de seneste års fremgang som resultat af en fortsat og målrettet videreudvikling af medarbejderne og virksomhedens kernekompetencer indenfor ’rene’ VVS-opgaver, en styrket organisation, implementering af nye effektive styringsredskaber, stram styring af omkostningerne samt skarp fokus på løbende markedstilpasning.

- Men derudover høster vi frugterne af arbejdet i en professionel bestyrelse, der med stort engagement og strategisk udsyn bidrager til virksomhedens udvikling – blandt andet som sparring til udarbejdelse og implementering af en målrettet strategi, der uden tab af vores grundlæggende værdier og sociale forpligtelser overfor medarbejdere og samfund sikrer en konstant og fortsat optimering af både drift, metoder, organisation og kunderelationer, siger ejerlederen.

Et dynamisk ledelsesværktøj
Han bliver suppleret af formand for virksomhedens bestyrelse, Lars Christian Brask, der karakteriserer strategiarbejdet i John Jensen VVS som et dynamisk ledelsesværktøj i fortsat udvikling:

- I udgangspunktet har vi som afsæt for konkrete og målrettede beslutninger i relation til samarbejder, kundesegmenter, individuelle kunder, ansatte og deres roller taget ved lære af virksomhedens udvikling gennem årene.

- Men vi evaluerer løbende og tilpasser strategien i forhold til markedets udvikling med henblik på konstant at styrke og raffinere service og kundefokus, ligesom vi løbende har fokus på gennem målrettet rekruttering at tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere, der kan skabe merværdi for kunderne, medarbejderne og virksomhedens samarbejdspartnere, slutter han.

Virksomheden beskæftiger i dag 130 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Hedehusene samt afdelinger i Roskilde, Tåstrup, København og Hørsholm.

-los


Læs mere om VVS

23/3 2017