Højere tilskud til varmepumperArkivfoto

Højere tilskud til varmepumper

Varmepumpepuljen åbner igen den 5. februar med en 116,9 millioner kroner – og med en højere støttesats til luft til vand-varmepumper

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Der er traditionelt tryk på ansøgningsportalen, når der åbnes for tilskud fra Varmepumpepuljen.

Og denne ganger støttesatsen for luft til vand-varmepumper blevet hævet. Der gives nu et tilskud på 27.000 kroner – uanset om man vælger en luft til vand- eller væske til vand-varmepumpe (jordvarme).

Puljen er åben for ansøgninger indtil det afsatte beløb er brugt, dog senest den 30. november. Tilskuddet er skattefrit for private boligejere.

Kun til områder uden fjernvarmemulighed

Varmepumpepuljen har som formål at fremme konvertering fra olie- og gasfyr, biokedler eller elvarme til varmepumper i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed.

Fem krav

Hvis man vil søge tilskud til en varmepumpe, skal man leve op til fem krav:

1. Huset skal være en helårsbolig – og man skal selv eje det.

2. Huset opvarmes med oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel (eksempelvis træpillefyr).

3. Huset må ikke ligge i et område, hvor der er fjernvarme eller planlagt fjernvarme.

4. Ejeren må ikke allerede være i gang med at skifte til en varmepumpe – eksempelvis via et bindende tilbud.

5. Tilskuddet skal anvendes til en luft til vand-varmepumpe eller jordvarme.

Sådan søger man

Ansøgningen skal indsendes gennem Energistyrelsens selvbetjeningsportal. Det er vigtigt at afvente tilsagn fra Energistyrelsen, inden projektet sættes i gang – det gælder både indkøb af materialer og bindende aftaler.

Når projektet er afsluttet - senest et år efter tilsagn - skal man anmode om udbetaling af tilskuddet.

De fleste ansøgere kan forvente svar inden for én uge efter indsendelse.

Vær desuden opmærksom på, at Energirenoveringspuljen allerede er åben, og at Erhvervspuljen åbner til marts:


29/1 2026