Aktuelle nyheder om byggebranchen - VVS

Ny ordning spænder ben for den frie konkurrence Underdirektør hos Tekniq, Simon O. Rasmussen, vurderer, at det er muligt at få mere grøn omstilling for pengene end at tilbyde en støtteordning, der kun favoriserer varmepumper.

Ny ordning spænder ben for den frie konkurrence

Energistyrelsen tilbyder en støtteordning, der fremmer varmepumper på abonnement i virksomheder. Det favoriserer en enkelt forretningsmodel på bekostning af andre, kritiserer brancheorganisationen Tekniq

Del artiklen på

Det er nu muligt at søge tilskud hos Energistyrelsen om støtte til fremme af varmepumper på abonnement til erhverv. Hos Tekniq Installatørernes Organisation mener man, det generelt er positivt, at der tages initiativer til at støtte udbredelsen af vedvarende energi.

- Men vi mener ikke, det er en samfundsopgave at bruge statsstøttemidler til at fremme nogle få udvalgte virksomheders særlige forretningsmodel, som det er tilfældet her med varmepumper på abonnement, siger underdirektør hos Tekniq, Simon O. Rasmussen.

Skaber ulige konkurrence
Energistyrelsen har tidligere selv konkluderet, at en tilsvarende støtteordning økonomisk set ikke var en mere attraktiv løsning for slutbrugeren end en løsning, hvor bygningsejerne selv ejer varmepumpen. Derfor er brancheforeningen uforstående overfor, at styrelsen nu har valgt at give statsstøtte til en udvalgt forretningsmodel.

- Som situationen er nu med den nye ordning, betyder det, at kun nogle få varmepumpeleverandører får statstilskud til at sænke prisen på deres særlige forretningsmodel. Det skaber ulige konkurrence, siger Simon O. Rasmussen.

Understøt hellere teknologineutrale løsninger
Han har svært ved at se rimeligheden i at bruge et større millionbeløb på udvikling af en ordning, som i øvrigt allerede findes og udbydes i markedet.

- Vi havde i stedet gerne set en øget støtte til udbredelsen af varmepumper i forbindelse med elektrificeringen af det danske energisystem, siger han og uddyber:

- I Tekniq anbefaler vi også fremover, at man i stedet bruger midlerne til at understøtte en fri og teknologineutral konkurrence på markedet, så alle forretningsmodeller og teknologier kæmper på lige vilkår. På den måde får man mest mulig grøn omstilling for pengene.

-los

Læs mere om VVS

7/7 2017