675.000 brændeovne i danske boliger – 127.000 har træpillefyr

675.000 brændeovne i danske boliger – 127.000 har træpillefyr

19 procent af de beboede boliger i Danmark har en brændeovn. fire procent har en træpilleovn eller et træpillefyr. Fjernvarme er den mest brugte primære opvarmningsform

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der er 2,8 millioner beboede boliger, og af dem har næsten en fjerdedel opvarmning med træ i form af brændeovn eller pilleovn/-fyr.

Det viser de nyeste oplysninger i Danmarks Statistiks statistikbank. Det svarer til, at 538.000 beboede boliger har en brændeovn, mens 123.100 har en træpilleovn/-fyr.

Der er dog i dag færre end tidligere, og det kan ifølge Danmarks Statistik tyde på, at brændeovnene bliver skiftet ud med en andre varmekilder i flere hjem eller blot bliver nedlagt.

Gamle brændeovne udfases
Henrik Huusom, der er specialkonsulent i Danmarks Statistik peger på, at brugen af brændeovne er forbundet med mere partikelforurening end andre varmekilder, og gamle brændeovne udfases eller opgraderes til nyere og mere miljøvenlige modeller:

- Samtidig ser vi et ønske om at skifte fra fossile kilder, som olie og gas, til opvarmning med fornybar energi gennem fjernvarme og varmepumper, siger han.

68 procent af boligerne har fjernvarme, 14 procent har gasfyr, og der er varmepumpe i seks procent af boligerne.

Store geografiske forskelle
Mange boliger har dog både fjernvarme og brændeovn. 36 procent af boliger med brændeovn bruger fjernvarme som primær varmekilde, mens kun 13 procent bruger brændeovnen som den primære varmekilde.

Det kan skyldes, at brændeovnen for de fleste nærmere er et supplement end en primær kilde til opvarmning.

Geografisk er der stor forskel på udbredelsen af brænde- og/eller træpilleovn/-fyr. Medtager man ubeboede fritidshuse – typisk sommerhuse – stiger antallet fra 538.000 brændeovne og 123.100 træpilleovne til henholdsvis 675.000 og 127.000.

Flere end halvdelen har brændeovn i Gribskov Kommune
I Gribskov Kommune har flere end halvdelen (52 procent) af de beboede boliger en brændeovn, og for Bornholm, og Lejre Kommuner er det tilsvarende tal 46 procent.

I Stevns Kommune har 31 procent af boligerne en træpilleovn/-fyr, mens andelene for Haderslev og Assens Kommuner er henholdsvis 16 procent og 15 procent

Boliger med brændeovn som primær varmekilde bruger også mest brænde og har et gennemsnitligt forbrug svarende til lidt mere end fire brændetårne á 1,8 rummeter.

Boliger med fjernvarme som primær varmekilde har det laveste forbrug med et gennemsnit på et enkelt brændetårn.

Fakta om brændeovne
• Siden 1. august 2021 er det lovpligtigt at udskifte eller nedlægge brændeovne og pejseindsatse, der er produceret før 2003, i forbindelse med ejerskifte af helårsboliger. Det er den nye ejer, der har ansvaret for at overholde dette krav.

Formålet med denne ordning er at reducere luftforurening fra ældre, mere forurenende fyringsanlæg. Ordningen er en del af en bredere indsats for at forbedre luftkvaliteten i Danmark.

• Ifølge Miljøministeriet er brændefyring den største danske kilde til sundhedsskadelig partikelforurening. Ældre brændeovne udleder op til fem gange så mange partikler som moderne ovne.

Partikler fra brændefyring kan trænge dybt ned i lungerne og forværre luftvejssygdomme.

• Siden juli 2023 har kommuner kunnet kræve, at brændeovnsejere skulle skrotte deres brændeovn ældre end 1. juni 2008.

Københavns og Frederiksberg Kommune har vedtaget et forbud, mens flere andre kommuner er i gang.

5/6 2025