Atter muligt at udskifte træpillefyr med tilskudNu er der atter tilskud til udskiftning af pillefyr til varmepumpe

Atter muligt at udskifte træpillefyr med tilskud

Boliger med træpillefyr kan atter få tilskud til at udskifte pillefyret med eksempelvis varmepumpe. Men det kræver, at boligen har et energimærke

Af Dan Bjerring

I slutningen af juni orienterede klimaminister Lars Aagaard (M) om, at Energistyrelsen var blevet bekendt med, at der i skrotningsordningen var ydet støtte til boligejere med træpillefyr – vel at mærke i boliger uden energimærkning.

Støtten var ifølge ministeren potentielt i strid med EU's nye statsstøtteregler fra 1. januar 2024, fordi de nye regler stiller krav om energimærke ved støtte til boliger med træpillefyr.

Problemet er løst
Problemet er nu løst, og dermed får ansøgere med træpillefyr i boliger uden energi mærkning ikke mulighed for at søge om statstilskud.

Energistyrelsen vurderer, at der ikke er behov for at annullere tilsagn givet fra 1. januar 2024 frem til den 26. juni til konvertering fra træpillefyr i boliger uden energimærke.

Boligejere med træpillefyr kan derfor fortsat modtage tilskud. Det skyldes en samlet vurdering baseret på forvaltningsretlige og stats støtteretlige betragtninger.

Vurderingen baseres på, at ansøger ikke blev vejledt om kravet om energimærke og derfor havde berettigede forventninger om at få tilskud. Samtidig opfylder ansøgningerne de øvrige krav i EU's statsstøtteregler.

Skal fremgå tydeligt
Ansøgninger i perioden 27. juni 2024 og fremover skal fremover opfylde de nye krav. Det betyder, at boliger uden energimærke ikke kan få tilsagn til konvertering fra træpillefyr gennem skrotningsordningen:

- Det skyldes, at Energistyrelsen har kendt til kravet fra den dato og kan vejlede ansøgerne efter kravet. Løsningen kan implementeres, uden at der skal ændres i bekendtgørelsen for skrotningsordningen.

- Energistyrelsen genoptager sagsbehandlingen af ansøgningerne af de berørte ansøgninger den 9. december 2024 og ændrer i den forbindelse vejledningerne for puljen, så kravet om energimærke fremgår tydeligt.

9/12 2024