isover
scroll
Boligejere overser tilskud til energirenovering
Mange boligejere overser muligheden for at søge tilskud hos et energiselskab, når de foretager renoveringer, der kan sænke boligens energiforbrug; det gælder f.eks. nye vinduer og efterisolering.

Boligejere overser tilskud til energirenovering

Mange har i øjeblikket travlt med at efterisolere og skifte til mere energirigtige vinduer, men 34 % af danskerne ved ikke at de kan få tilskud fra deres energiselskab til energirenovering

Det er højsæson for boligrenovering. Boligejere landet over har travlt med at efterisolere og skifte til mere energirigtige vinduer, men mere end hver tredje, 34 % af danskerne ved faktisk ikke, at de kan få tilskud fra deres energiselskab, når de energirenoverer. Det viser Byggeriets Energianalyse, der bl.a. har EnergiMidt som ophavsmand.

- Overraskende mange danskere ved ikke, at de kan få tilskud til de her energirenoveringer, de løbende foretager på deres huse. Og det er da ærgerligt at gå glip af de ekstra penge, som oven i købet er lette at få fingre i, siger Frank Hesel, som er energirådgiver hos EnergiMidt.

Frank Hesel er jævnligt ude hos privatpersoner for at foretage et energitjek af deres boliger, og han oplever også ofte, at det kommer bag på folk, at de kan få tilskud til deres nye vinduer eller andre energibesparende tiltag.

- Der er et kæmpe potentiale i at energiforbedre de danske boliger. Mange huse er bygget før 1979, hvor der kom nye krav boligernes energiforbrug, og det forbedrer ikke kun økonomien i huset her og nu. Det hæver også husets værdi væsentligt, hvis man gennem energirenovering kan stige et par trin på energimærkeskalaen, og det har danskerne virkelig fået øjnene op for, siger Frank Hesel.

Tilskuddet er steget
De danske energiselskaber har en vigtig opgave i at bidrage til, at danskerne reducerer energiforbruget.

- Vi har i år sat tilskuddet op til 35 øre i tilskud per sparet kWh, så jo større en besparelse din energirenovering giver, jo flere penge er der at hente i tilskud. Hos os søger man via en portal på vores hjemmeside. Det kan alle benytte sig af, uanset hvor i landet man bor, og det er nemt at gå til, siger Frank Hesel.

Det allervigtigste at være opmærksom på, når man vil i gang med at energirenovere er, at man skal søge tilskuddet, før man køber materialer og påbegynder arbejdet.

- Det er så ærgerligt først at opdage tilskudsmuligheden, når man lige har været i gang med den helt store renovering i sin bolig, for så er det for sent. Ansøgningen skal ske inden, man går i gang, og der er altså en stor del af danskerne, der endnu mangler at kende denne mulighed, siger Frank Hesel.

Sådan søger man tilskud
Ifølge EnergiMidt er det nemt at søge tilskud, og der kan være flere tusinde kroner at hente afhængigt af, hvilken type energirenovering man foretager.

Hos EnergiMidt søger man via hjemmesiden ved at gennemgå en række simple trin. Først og fremmest er det vigtigt, at der ansøges om tilskud inden der bestilles materialer og håndværker.

EnergiMidt tilbyder at sende accept af ansøgningen samme dag, som ansøgningen fremsendes, således at der hurtigt kan bestilles varer og arbejdet kan påbegyndes. Når arbejdet er udført, uploades dokumentationen for arbejdets udførelse direkte via hjemmesiden, hvorefter tilskuddet udbetales direkte til ansøgers konto.

-cmn

23/3 2015