Aktuelle nyheder - El & Belysning

Energieffektiviseringsaftale virker80 virksomheder i brancheorganisationerne Plastindustrien og Danske Tegl har samlet realiseret energibesparelser på ca. 333.500 MWh pr. år fra 2015 til 2018. CO2-reduktionen lyder på godt 73.000 tons.

Energieffektiviseringsaftale virker

Energistyrelsens såkaldte aftaleordning med elintensive virksomheder om energieffektivisering viser store energi- og CO2-besparelser samtidig med, at det gavner virksomhedernes bundlinje

Del artiklen på

Energi - Klima - Miljø 

Energieffektivisering spiller en væsentlig rolle i den grønne omstilling og er samtidig en rigtig god forretning for virksomhederne. Det er konklusionen fra de foreløbige resultater af den såkaldte aftaleordning til elintensive virksomheder, hvor virksomhederne modtager tilskud til lempelse af PSO-betalingen, hvis de indgår aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering.

Resultaterne viser, at virksomhederne har reduceret ca. 6 % af deres energiforbrug fra 2015 til 2018. I 7 ud af 10 projekter har virksomhederne tjent investeringerne hjem i løbet af fem år.

Energistyrelsen har indgået nye aftaler med 79 virksomheder frem til slutningen af 2020. I stedet for, at en virksomhed indgår en aftale direkte med Energistyrelsen, kan virksomheden lade sig repræsentere af f.eks. en brancheorganisation, som forhandler aftaleforpligtelser med Energistyrelsen og løbende koordinerer indberetninger m.m. på vegne virksomhederne.

Plastindustrien og Danske Tegl har benyttet sig at dette og har indgået en ny aftale med Energistyrelsen. Erfaringerne fra forrige aftaleperiode viser, at brancheorganisationernes vidensdeling blandt virksomhederne gavner virksomhederne.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen glæder sig over de nye aftaler:

- Regeringen har et ambitiøst mål om en 70 %s reduktion af drivhusgasser i Danmark frem mod 2030. Energieffektivisering er et oplagt tiltag, der kan bidrage til reduktionsmålet. Når brancheorganisationerne indgår endnu en aftale med Energistyrelsen om nye energieffektiviseringer, tager de medansvar for, at vi når vores klimamål. Derfor håber jeg selvfølgelig, at der kommer en masse konkrete energibesparelser og CO2-reduktioner ud af aftalerne, og at det vil inspirere andre virksomheder og brancher til at følge trop, siger ministeren.

73.000 tons mindre CO2 pr. år
Siden 2015 har Energistyrelsen indgået aftaler om energieffektiviseringer med en række af Danmarks mest energiforbrugende virksomheder. Virksomhederne får tilskud til deres PSO-betaling, hvis der indgås aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering.

De første opgørelser fra aftaleordningen for perioden 2015-2018 er klar, og konklusionen er entydige: Der er store besparelser at hente, ved at danske virksomheder udnytter deres energiresurser optimalt. Samtidig forbedrer det deres konkurrenceevne.

De 80 virksomheder, som de foreløbige opgørelser omhandler, har i alt gennemført over 800 projekter om energieffektivisering, der i alt har realiseret energibesparelser på ca. 333.500 MWh pr. år i perioden 2015-2018. Det svarer til, at virksomhederne i 2019 reducerede udledningen af CO2 med godt 73.000 tons, eller hvad der svarer til omkring 15.000 typiske enfamiliehuses energiforbrug.

De to brancher Plastindustrien og Danske Tegl, som har indgået nye brancheaftaler med Energistyrelsen, har i første aftaleperiode samlet reduceret energiforbruget med godt 35.500 MWh eller ca. 9000 tons CO2 reduktion svarende til omkring 1600 typiske enfamiliehuses energiforbrug i 2018.

-los


Læs mere om El & Belysning

5/2 2020
BelysningBæredygtig belysningEl-artiklerIntelligent belysningKabelkanalerLEDLED lamperLED lyskilderSoldreven belysningSparepærerTilføj dit firma her.
Send en mail.
  • NEWTEK

    NEWTEK

    Intelligent og bæredygtigt belysning og byrumsinventar