Bjelin bygger verdens største trægulvfabrik
Det er efterspørgslen af Bjelins hærdede trægulve, der har fået ejerne til at investere i yderligere produktionskapacitet. Fabrikken vil koste 200 millioner euro og skal bygges i Kroatien.
I oktober 2020 tog koncernens moderselskab Pervanovo Invest AB, hvor også Välinge Innovation og Bjelin indgår, beslutningen om at investere i Woodura-teknologien med et højteknologisk fuldt integreret og automatiseret produktionsanlæg i Kroatien til produktion af hærdede trægulve i stor skala til det globale marked.
Den nye fabrik Ogulin 2 bygges i forbindelse med parketgulvsfabrikken Ogulin 1, i byen Ogulin i Kroatien. Fabrikkens produktionsvolumen vil stige gradvist fra 2023 og fremefter, og når Ogulin 2 er fuldt færdig i 2027, bliver den verdens største trægulvfabrik med en produktionskapacitet på over 20 millioner m2 gulve om året. Den samlede produktionskapacitet vil være 30 millioner m2 årligt.
I den højteknologiske og automatiserede fabrik Ogulin 2 skal gulvene hovedsageligt produceres af træpulver, overfladebehandling og træfiberbaseret plademateriale. Råmaterialet der kræves til produktionen, kommer hovedsageligt fra overskydende materiale fra Bjelins øvrige fabrikker i Ogulin, Bjelovar og Otok, alle i Kroatien. Presning, profilering, overfladebehandling og den endelige emballering af gulvene foregår i automatiserede produktionsprocesser, der også er udviklet af Välinge Innovation.
- Jeg er meget glad for, at vi efter 10 års hårdt arbejde med fokus på innovation og med store udviklingsomkostninger er klar til at opskalere den træpulverbaserede produktion og introducere den næste generation af trægulve - det hærdede trægulv, som både er omkostningseffektivt og miljøvenligt at producere.
Resultatet er en meget positiv reaktion fra markederne, historisk på niveau med lanceringen af lamelparketten i 1945 af de svenske virksomheder Kährs og Tarkett. Succesen har givet os tro på at foretage denne banebrydende investering i Kroatien, hvor vi har adgang til egeskov af høj kvalitet i kombination med meget dygtige medarbejdere, siger Darko Pervan, CEO, Pervanovo Invest AB.
Om Välinge og Bjelin
Välinge blev grundlagt i 1993 og var banebrydende for konceptet med limfri klikgulve og ændrede den måde folk installerer og bruger gulve på. En ny patenteret teknologi introducerede en hurtig og nem måde at installere gulve på, -mekanisk uden brug af lim.
Alle forsknings og udviklings aktiviteter finder sted i Viken, Sverige og anses for at være et af verdens mest avancerede R&D center i forbindelse med laminat, elastisk, træ- og træbaseret og pulverbaseret gulvbelægningsteknologi. Välinge har 250 medarbejdere, 3200 patenter og en global licensbase på 250 virksomheder.
Bjelin er en del af en svensk familieejet koncern med base i Viken i det sydlige Sverige og med topmoderne produktionsfaciliteter i de kroatiske regioner Bjelovar, Ogulin og Otok. Koncernen har over 1.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 1,3 milliarder svenske kroner med salg på hele det europæiske marked.
Grundlæggerne af Bjelin opfandt verdens første laminatgulvprodukter i deres tid hos Perstorp i slutningen af 1970'erne. Efter grundlæggelsen af Bjelin introducerede de i 1990'erne det innovative klikgulv, som nu er virksomhedens førende produktserie. Research og udvikling varetages af Välinge Innovation AB
-mo