Aktuelle nyheder - Gulve

Det naturlige trender i gulv-verdenenEn blød, ensfarvet palet i beige eller grå, kombineret med naturlige materialer og elementer med et stærkt og enkelt formsprog trender fra Tarkett. Her en Noble Oak Art Deco.

Det naturlige trender i gulv-verdenen

Indretningsstilen bliver stærkt inspireret af den største kunstner af dem alle, nemlig naturen

Del artiklen på

Natur, naturlighed, enkelthed og bæredygtighed er nøgleord, der går igen, når man spørger efter tendensen inden for gulve. Det viser en mindre rundspørge, foretaget blandt nogle af de større udbydere på markedet som Tarkett, Timbermann og Forbo.

- Indretningsstilen bliver stærkt inspireret af den største kunstner af dem alle, nemlig naturen, og skaber på den måde plads til afslapning og restitution. En blød, ensfarvet palet i beige eller grå, kombineret med naturlige og elementer med et stærkt og enkelt formsprog, siger trendeksperten Rikke Bye-Andersen.

Desuden vil vi Ifølge Rikke Bye-Andersen se flere trendy, bløde pasteller, der flirter med 80’erne, kombineret med forskellige nuancer af beige, hvilket skaber en spændende farvekontrast. Desuden beige toner, der ligger på kanten af det gule som grundlag for en alsidig farvepalet, f.eks. i kombination med andre bløde og farverige nuancer.

Det kan man læse meget mere om i årets første udgave af magasinet Gulv, der også indeholder en række andre spændende og relevante artikler for gulvbranchens aktører.

Her kan man bl.a. læse, at Gulvbranchens ordning for Vådrumskontrol, også kaldet GVK-ordningen, er blevet forenklet. De nye tiltag betyder bl.a., at vådrumscertifikaterne fremover holder fem år mod tidligere tre år. Derudover bliver genopfriskningskurset skåret ned fra to dage til en enkelt dag.

Farveskift og hjemlighed
Magasinet bringer også en case fra Vismas nye hovedkontor i Carlsberg Byen, hvor Danielsen Architecture og Danielsen Spaceplanning har designet indretningen. Det indebærer, at virksomheden har fået en løsning med gulvbelægning bestående af tæppefliserne ReForm Calica fra Ege Carpets.

- Vores mål var at skabe hjemlige og meget forskellige miljøer. Med tæppefliserne kunne vi fremme velvære og skabe en harmonisk og behagelig farvepalette. Samtidig brugte vi farveskift i tæppedesignet til at fremhæve de forskellige zoner, så det er let at afkode, hvilke rum der er til arbejde, afslapning og socialt samvær, forklarer arkitekt Gitte K. Kjær fra Danielsen Spaceplanning.

-kis

Læs mere om Gulve

30/3 2022