Grå er ikke bare grå, når gulvet skal repareres
Det fugefri gulv kan være en udfordring, når der skal repareres skader, eller hvis det er så stort, at der skal farves flere batches. Nu er der skrevet et afsnit med retningslinjer
Af Chris Kragh
De fugefri gulve fås i et utal af farver, og så kan de få nærmest ethvert rum til at fremstå både enkelt og majestætisk på samme tid.
De er derfor populære som aldrig før. Men indimellem hænder det, at det er nødvendigt med en reparation. Og hvor det måske er lettere at pille et gulvbræt eller en tæppeflise ud og skifte den med en ny, uden det kan ses alt for meget, så er netop reparationer det fugefri gulvs værste fjende.
Heldigvis kan det godt lade sig gøre, men det indebærer oftest en nuanceforskel – hvilket også kan være tilfældet, hvis det fugefri gulv er så stort, at det kræver flere batches.
Medlemmerne har været med på råd
Nu er Gulvbranchen kommet med et nyt afsnit om farveforskelle i fugefri gulvbelægninger på basis af hærdeplast.
Det er organisationens egne medlemmer, der har været ind over, og man håber at gøre det lettere for alle parter at forstå kompleksiteten ved at opnå ensartede farver i disse typer gulvbelægninger, lyder det.
Fugefri gulvbelægninger farvetones i den mængde, de bestilles, og derfor kan der altså være en nuanceforskel fra den ene portion til den anden. Hvor stor denne forskel må være, og hvad der anses for at være acceptabelt, er der altså nu håndgribelige retningslinjer for.
’Farveforskelle i fugefrie gulvbelægninger kan ikke undgås og må accepteres. Det er kun, hvis helhedsindtrykket af gulvbelægningen er væsentligt forringet, at farveforskellen ikke kan accepteres’, skriver Gulvbranchen blandt andet.
Prikkerne er sat tæt sammen
I den nye vejledning er der også udtrykkelige retningslinjer for, hvad man skal gøre for at undgå unødige farveforskelle.
For eksempel skal man så vidt muligt sørge for at levere produkter fra den oprindelige leverandør ved reparationer for at ramme så tæt på det originale som muligt. Og hvis en fugefrie gulvbelægning skal afdækkes, er det vigtigt, at hele gulvet afdækkes for at undgå nuanceforskelle, da UV-lys påvirker farverne. For blot at nævne et par af de meget håndgribelige anvisninger, vejledningen indeholder.
Man kan læse den fulde tekst og se yderligere anvisninger fra Gulvbranchen på Dansk Industris hjemmeside.