GVK-ordningen er blevet nemmere for medlemmerne
SPONSORERET INDHOLD: Gulvbranchen og GVK-udvalget har lyttet til medlemmernes ønsker om en mindre bureaukratisk ordning, så hverdagen bliver nemmere for certificerede medlemmer
Hvor godt er et flot badeværelse, hvis ikke det holder tæt? Ikke særlig godt, vil de fleste nok mene. Men gang på gang oplever Gulvbranchen, at der ikke er styr på håndværket i vådrum.
Derfor indførte Gulvbranchen GVK-ordningen i 1979 for at sikre, at der er styr på gulvet i husets mest udsatte rum. Ordningen fungerer ligesom en certificering og bliver ofte efterspurgt i udbud, fordi den sikrer, at gulvlæggerne kan deres vådrum fra A-Z og følger SBi’s anvisninger til punkt og prikke.
Ordningen er nu blevet forenklet i samarbejde mellem Gulvbranchen og GVK-udvalget. De nye tiltag betyder, at certificeringen fremover holder fem år, hvor det tidligere var tre år. Derudover bliver genopfriskningskurset skåret ned fra to dage til en dag, og det glæder Brian Juulmose fra TC Gulve og Gardiner A/S. Han har fire svende, der er certificerede under GVK ordningen:
- Det betyder meget, at mine svende kun skal være på kursus en dag for at forny deres certifikat. Det er også en lettelse, at vi kan nøjes med at sende dem afsted hvert femte år. Det gør en stor forskel for min virksomhed, siger Brian Juulmose.
Bedre løsninger og færre fejl
I Gulvbranchen er der også glæde over ændringerne i ordningen. Det er tydeligt, at der er markant færre fejl, når vådrum bliver udført af gulvlæggere indenfor GVK-ordningen. Løsningerne er også mere gennemtænkte og langtidsholdbare, så det er bare med at få meldt sig ind, lyder det fra chefen i Gulvbranchen Claus Christian Jensen.
- GVK-ordningen er en enestående certificering. Som gulvlægger får du viden om de nyeste teknikker indenfor vådrum, adgang til rådgivning og et netværk med kolleger i branchen. Vi ser frem til at byde endnu flere velkommen i det faglige fællesskab, siger han.
Udover kurser kræver ordningen også, at firmaerne melder deres vådrumsarbejde ind via en portal og accepterer kontrolbesøg fra GVK-udvalget. I den nye ordning er kontrolbesøg ude i marken erstattet af stikprøvebesøg ude hos virksomhederne, hvor det indberettede arbejde på portalen gennemgås. Oplever auditorerne fejl på tre besøg, ryger certificeringen.
- Det er helt fair. Det styrker ordningen og fagligheden, at der er konsekvenser, hvis ikke du gør dit arbejde ordentligt, slutter Brian Juulmose.