
Svanemøllen Kaserne har fået mere moderne rammer
Skou Gruppen har en rammeaftale med Forsvaret om vedligeholdelse af bygninger i Hovedstadsområdet. Ved årsskiftet er der afsluttet udskiftning af vinduer og døre samt modernisering af opgange, kantine og kontorer på Svanemøllens Kaserne
Svanemøllens Kaserne er i dag base for Forsvarsakademiet, som står for Forsvarets forsknings- og uddannelsesaktiviteter samt de tre værns officersskoler.
Et hold af Skou Gruppens tømrere har hen over efteråret 2024 haft deres gang på den gamle kaserne, som oprindeligt blev opført i slutningen af 1800-tallet.
- Vi har udskiftet 80 vinduer og en lang række døre samt fuget og malet. Desuden er opgange, kantine og kontorer blevet moderniseret, siger Michael Mortensen, som er projektleder i Skou Gruppens serviceafdeling.
Ud over nye vinduer er der også etableret nye akustiklofter i kantine og kontorer samt akustikpaneler i gangene. Her er malerarbejdet desuden blevet efterfulgt af ophængning af ca. 100 nye akustikbilleder.
- Vi har vel i alt etableret mere end 330 m2 akustiklofter i kontorer og kantine, og her er der også lavet forstærkning og flytning af de tekniske installationer. I gangene har vi ophængt 40 akustikpaneler, siger Michael Mortensen.
Han suppleres af Benedicte Krone, som er Arkitekt cand.arch. og projekt- og byggeleder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses vedligeholdelsesafdeling.
- Akustikprojektet i kantinen har givet både flottere lokaler og afhjulpet den dårlige akustik, som der var før, siger hun.
-dc