51 virksomheder har snydt med Byg Garanti logoet i år- Når vi får kendskab til denne form for vildledende markedsføring, anmelder vi virksomheden til politiet, fortæller Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.Foto: Jesper Blæsild

51 virksomheder har snydt med Byg Garanti logoet i år

Mange forbrugere går efter håndværkere, som er dækket af Byg Garanti og det får useriøse virksomheder til at pynte sig med lånte fjer. Men de bliver politianmeldt og risikerer bøder på op til 40.000 kroner, lyder det fra Dansk Byggeri

Det er i strid med markedsføringsloven at reklamere med urigtige og vildledende oplysninger. Alligevel vælger mange byggefirmaer at pynte sig med lånte fjer og sætte et Byg Garanti-logo på deres hjemmeside, brevpapir eller sågar deres firmabil, selvom de ikke er omfattet af ordningen.

- Når vi får kendskab til denne form for vildledende markedsføring, anmelder vi virksomheden til politiet. Sådanne sager er i flere tilfælde endt med, at den pågældende virksomhed bliver idømt en bøde på mellem 20.000 og 40.000 kr., fortæller Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.

51 sager alene i år
I 2013 har Dansk Byggeri indtil nu haft 51 sager om byggevirksomheder, som uretmæssigt markedsførte sig med Byg Garanti-logoet. Det svarer til antallet af sager året før, hvor der var i alt 52 logosager. Ti af disse endte med, at byggevirksomheden blev idømt en bøde.

- Vi er glade for, at der bliver slået hårdt ned på virksomheder, der benytter vildledende markedsføring, siger Peter Stenholm, og fortsætter:

- Det er ærgerligt, at en række brodne kar i branchen skader byggeriets image, og måske får kunder til at indgå aftaler på falsk grundlag. Selvom vi har skærpet opmærksomheden mod disse virksomheder, kan vi ikke fange alle, der bruger Byg Garanti-logoet uden at have ret til det. Derfor er vi nødt til at advare forbrugerne og bede dem i egen interesse tjekke byggevirksomheden, inden de indgår en aftale.

Let at tjekke
Det er forholdsvist simpelt at undersøge, om en virksomhed er omfattet af Byg Garanti. Ved at gå ind på byggaranti.dk, kan man søge i en database, der dækker over 6.000 håndværkere fra hele landet. Det er også muligt at ringe til Byg Garantiordningen på tlf. 72 16 00 00 og her få oplyst, om den virksomhed, man påtænker at indgå en aftale med, er omfattet af Byg Garanti. 

Kun medlemmer af Dansk Byggeri er omfattet af Byg Garanti. Med Byg Garanti er private kunder dækket mod sjusk, fejl og mangler på op til 100.000 kroner.

-jhn

28/11 2013