Dårligt arbejdsmiljø til udenlandske håndværkere

En BAT-undersøgelse viser, at især nye EU-borgere tager for løst på sikkerheden på byggepladserne

En undersøgelse, som Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) har lavet om kvaliteten af arbejdsmiljøet for udenlandske håndværkere, der arbejder i Danmark, har vist, at de udenlandske håndværkere er mere udsat for ulykker og nedslidning, og at de har generelt dårligere forhold indenfor eksempelvis overnatning, toilet, varme og vand, end deres danske kollegaer.

Kort tid i landet

De udenlandske firmaer vægter ifølge undersøgelsen ikke sikkerhed og komfort så højt, da de er mere fokuserede på hurtig økonomisk gevinst, ligesom de ikke er så afhængige af at være kendt som nogle, der udfører arbejdet sikkert og kvalitetsmæssigt godt, da de kun forventer at være kort tid i landet.

Blandt de udenlandske arbejdstagere har det vist sig, at det især er firmaer og håndværkere fra de nye EU-lande, der er mindst opmærksomme på risici på byggepladserne, ligesom det også er dem, der bekymrer sig mindst om sikkerhed, lange arbejdsdage og sundhed, mens de er af sted.

Arbejdstilsynet har travlt

Også Arbejdstilsynet har mærket, at der er mange udenlandske arbejdere på byggepladserne. Mellem fem og ti procent af overtrædelserne af arbejdsmiljøet bliver begået af udenlandsk arbejdskraft.

De udenlandske håndværkere som arbejder i sjak eller på byggepladser, hvor der ikke er danskere, har generelt de dårligste forhold, viser undersøgelsen.

-los

27/2 2007